Igen i år blev der op til årets festival heftigt debatteret blandt meningsdannede om det nu var det rigtige program, som festivalen havde sammensat med de omkring 200 artister, hvoraf hovedparten for de fleste – selv aktive lyttere – (rent faktisk som vanligt) var mere eller mindre ukendte.

Fakta er, at det i år 1 i den officielt udmeldte ‘nye epoke’, i hvert fald var så rigtigt sammensat, at det gjorde at festivalen igen i år fik udsolgt. Der var altså fortsat samme store interesse i at være en del af en non-profit festival, der i øvrigt er så meget mere end musik, og derfor formår at samle i alt omkring 130.000 mennesker i løbet af en uge.

Men i forhold til musikken, så tænker jeg at det inden en festival først og fremmest er relevant at formidle information om hvem der kommer og spiller, og EFTER kan man så evaluere om kvaliteten så var til stede, og om programmet generelt tiltalte publikum. Roskilde Festival har altid hyldet den frie bevægelighed, og det gælder også de musikalske strømninger.   

Roskilde Festival vælger helt bevidst at flytte sig fra det udgangspunkt, der siden 60’erne har været temmelig fastgroet, nemlig at musik primært kommer fra USA eller England. Ikke mindst rockmusikken har været gennemsyret af en opfattelse af, at dette er den moderne rytmiske musiks moderlande. Samtidig må det siges at rockmusikken har vist sig som noget af det mest konservative i musikindustrien, og der er ikke skiftet mange skabeloner eller ambitioner ud de sidste mange årtier. Rocken er bestemt ikke død, men der er bare for få artister, der reelt har noget nyt at sige eller byde på i sin samtid. Det har Roskilde Festival set for længst – og de plukker derfor behændigt blot de nedfaldne rockfrugter, der stadig er saft og kraft i – i år f.eks. Blur, Queens of the Stone Age og ITHACA. Sidstnævnte var den slags vulkanudbrud, som Copenhell åbenbart ikke har modet til at booke længere.

Godt 1/3 af årets navne var danske, og derudover var hele 37 andre lande repræsenteret. Verden er globaliseret, og det har den unge generation opdaget. Stjerner kan skinne fra alle verdenshjørner, og det gjorde de så sandelig også på årets festival.

Og det blev opdaget, og iagttaget. For vor tids musikforbrugere er både nysgerrige og opsøgende, samtidig med at de er inde i stoffet, ikke mindst på tekstsiden. Sjældent har jeg oplevet så meget spontan fællessang og fælles rap til så vidt forskellige typer koncerter.

Som et moderne publikum kan de sagtens det ene øjeblik stå og hyle, som de flokdyr, de også er, til en Kesi eller Tobias Rahim koncert, alt imens de også undervejs oplever minimalistisk magi fra Korea udført på instrumenter, som kun få har set før på disse kanter, og måske senere giver sig hen til en grænseløs pan-arabisk dansefest fra Golanhøjderne. Det ene udelukker bestemt ikke det andet.

Mange artister er i deres musikalske udtryk netop dejligt frie og grænsesøgende – hvilket blandt andet sås ved at utroligt mange artister havde fået ‘alternative’ instrumenter med i lydbilledet – ikke mindst havde mange tilføjet blæse- eller fløjteinstrumenter. Og hver en solo afstedkom åbenhjertelig applaus. Publikum vil altså gerne det organiske og det levende. På Roskilde er det ikke et enten eller.   

Selv kom jeg fordi 32 koncerter, som jeg så helt eller delvist, og generelt var både kvaliteten og publikumsinteressen imponerende høj. Smag og behag er forskellig, og kan også variere hos en selv, alt efter sindsstemning, og hvad man f.eks. har hørt umiddelbart før.  

Festivalen bruger ikke længere megen programplads på at holde liv i velkendte koryfæer, men en par såkaldte legender havde dog også fundet frem til festivalpladsen i år.

51- årige Busta Rhymes virkede på den store Orange Scene torsdag dog mere som en jovial hygge onkel med en imponerede stor guldkæde end en sand hip hop legende med fremtiden foran sig. Til gengæld rørte og ramte den 76-årige legende Gyedu-Blay Ambolley fra Ghana. Han er kendt som manden bag den banebrydende simigwa-lyd, som er en krydsning mellem groovy highlife, rap, jazz, soul og funk. Et dansabelt, og rytmisk sansebombardement var resultatet, der for mange i det fyldte GAIA telt virkede, som en ren og sand vækkelse torsdag kl. 12.

Derudover var der blandt meget minderigt, en god håndfuld koncerter, som jeg på egen regning på hver sin måde vil tænke tilbage på som legendariske, og nogle der med garanti vil lagre sig i musikhjertet som skønne evige minder.

Guldimund gav nok en af de mest overbevisende festivalkoncerter jeg nogensinde har set fra et dansk band. 11 musikere omkring ham og et fyldt Avalon med 6000 mennesker på kor gjorde at jeg svingede fra gåsehud og glædesudbrud via en følelse af noget guddommeligt. En koncert der var et rørende og indrammende bevis på hvad musik kan, når det i både tekst og musik formår at sammensmelte fortid, samtid og fremtid, og antænde følelsesbarometeret uanset alder, køn, etnicitet etc.

Et andet dansk band der imponerede stort var Prisma, der med deres koncert samme sted klart underbyggede deres kandidatur til snart at lande samme sted, som et af deres forbilleder The Ravonettes gjorde – nemlig på Orange Scene. Deres energi var mageløs, rockende og rykkende, støjende, fornøjende, og noget så dybfølt ægte – og med garanti kun begyndelse på noget endnu større.

Et tredje dansk navn der virkelig tog kegler med kuglelyns fart, var Afskym aka Prince Askar. Sammen med et kompetent band gav han en koncert, der var skiftevis inderlig kompromisløs, og vild og udadreagerende – anført af den slags vokal, der er umulig at være overhørig eller lade sig imponere af. Et vildskud i sin mest positive forstand.

Power var der i det hele taget nok af på årets festival, men vokalmæssigt var det nok Angélique Kidjo, der stammer fra Benin, der imponerede mig mest i et fantastisk groovy sæt, der lå milevidt fra det lidt polerede glansbillede hendes world-pop blev lanceret som i 90’erne. Der var nerve, vilje og udstråling i en uhørt grad, uanset om det var egne sange eller Talking Heads eller Miriam Makeba hun fortolkede. Et overrumplende højdepunkt – ligesom det var at se den gennemsympatiske rapper Loyle Carner – der ligesom Kidjo var omgivet af et organisk og super velspillende band.

Også her kunne man mærke der var noget på spil, og en stor glæde hos artisten over at været tilstede – lige her og i det nu, hvor der blev kvitteret med en helt unik stemning af kærlighed til de øjeblikke, hvor alt spiller for alle.

”Thank you – You’re lifting me up” var slutbemærkningen fra Carner, og han lignede en der sagde det fra hjertet.

Og det kunne sagtens være den samlende slutreplik – til Roskilde Festival, til publikum, til fælleskabet – ”You’re lifting me up”.

Vi ses på RF 2024 til år 2 i en ny epoke, der mere end nogensinde rimer på en musikalsk bredside til os alle.

Den bredside kan dog blive mere ligevægtig, hvis festivalen også får øjne op på den ‘ageisme’, der stadig ikke er italesat nok i musikbranchen. Artister i deres ofte bedste alder – 35 år og derefter får meget få chancer, og det må undre at så markante musikalske og aktivistiske personligheder som Fallulah, Lydmor og Nana Jacobi f.eks. ikke havde fået plads i årets program. Det unge publikum og de mange upcoming artister har også brug for rollemodeller at spejle sig i – og ikke mindst høre dem, der har taget nogle af kampene for dem på vejen.