Den danske troubadour og spillemands scene vokser støt og roligt i disse tider – og de nye aktører tager ikke tidligere tiders fastlåste former og dogmer for de to titler så tungt. Hvis en bette skvis blues, rock eller pop passer ind i sammenhængen, så tager man gerne det med.
Det glædelige er at flere og flere kunstnere tager favntag med det danske sprog – og som sangskrivere har de fokus på den gode sang og de gode historier frem for hvilken genre kasse man kan sætte dem ned i. Indenfor de seneste par uger er kommet tre gode – og meget forskellige – eksempler.
I dag udsender Walther fra Falster en ny single ovenpå sidste års glimrende ”Walther” album – og singlen ”Fri igen” – der er lavet i samarbejde med Morten Husted (Skullclub, Neighbours m.fl.) – viser en herlig direkte og pågående folk-rock side, som man også kender det fra hans virke i bandet Sorte Fugle.
Singlen – udkommer pt. kun i videoformat – men vil blive inkluderet på en EP, der udkommer senere på året.
En anden hårdtarbejdende spillemand er midtjyske Sonny Møller fra Viborg. Han har netop udsendt singlen ”Lille Sten” – der som det ofte er tilfældet med sangene fra Sonny Møller opstår ud fra hverdagens mange små finurlige observationer. Den nye single “Lille Sten” fik han inspiration til en dag han var ude og gå en tur ved Hald Sø.
– Jeg fik øje på en fin rund sten. Det slog mig, at både den lille sten og vejret har været her længe før menneskene og sikkert også er her længe efter os. Hvis stenen kunne fortælle hvad den havde oplevet gennem den lange rejse, den har været på, ville den sikkert ikke være alt for bange for fremtiden, ligesom menneskeheden er i dag. Det fik jeg lyst til at skrive en sang om.
En ny mand til at udtrykke sig på modersmålet er vestjyske Chresten, der har sendt singlen “Du Kan Sige Det Til Mig” i forvejen for at gøre lidt reklame for den kommende albumudgivelse “Vindfang”. Hans andet album, og altså det første på dansk. Det er skabt i tæt samarbejde med producer og multiinstrumentalist Knut Haavik, der bl.a. er kendt fra Hotel Hunger.
Om skiftet til dansk forklarer han:
– Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle synge på dansk, da jeg mener at det kan let komme til at lyde banalt. Så det var lidt af en grænse der skulle overskrides. Men da jeg så på de noter, jeg har nedfældet på min telefon gennem flere år og samtidig gav mine tekster en vestjysk drejning, var det lige som om der gik hul på bylden, fortæller Chresten.
Og bedømt ud fra “Du kan sige det til mig” kan man med en let rocket udtryk glæde sig over at der gik hul på bylden, og at noget ægte og fanden-i-voldsk stak frem.