VIDEOPREMIERE fra Anna Hansen

”Følelsen af hjemve er oversat til en smuk og stemningsfuld country sang med nordisk twist”

Fotograf: Maria Fremming

Anna Hansen sender i dag sin anden single ”Home” med tilhørende video ud. Ja, det er jo ikke ligefrem navnet, der vækker opsigt her. For kan man næsten hedde noget meget mere dansk end Anna Hansen? Over 200.000 danskere hedder Hansen, og over 33.000 hedder Anna, og mere end 1.000 hedder Anna Hansen. Så hvem er nu denne ‘newcomer’ på den danske country scene? Hvor er hun fra? Og har hun noget at byde på, der skiller hende ud fra blot at være endnu en neutral del af en stor statistik, af navne, af sangerinder, af sangskrivere etc.

Svarene får du her. Anna Hansen er opvokset på Island, men er i dag bosat i København. Hendes opvækst med nordlys og midnatssol har dog sat sit præg – og til tider oplever hun et enormt savn til sit hjemlands storslåede natur. Det savn er ikke blevet mindre i den lange lockdown periode som følge af COVID-19 pandemien. “Home” er således skrevet i den første lockdown periode tilbage i 2020, hvor hele verden lige var lukket ned, musikbranchen blev sat på pause og ingen rigtigt vidste hvor længe det ville vare eller hvornår det ville være muligt at rejse igen.

På “Home” lader Anna Hansen nostalgien få frit spil, og hun ser tilbage på sit “tidligere liv” i Island og reflekterer over sin beslutning om at flytte væk og opbygge en karriere og et liv i et andet land, langt væk fra familie og venner i Island. Sangen er skrevet sammen med guitarist Anders Bo Jespersen (Anne Linnet, Medina, Xander, Ericka Jane, Celina Ree) og bassist/sangskriver/producer Anders Borre Mathiesen (Aura, Aqua, Celina Ree), og den har så afgjort fået vinger, der kan bære.  

Det er en smuk og stemningsfuld sang – og selvom den altså er personlig i sit udgangspunkt er den dejlig universel i sit følelsesregister. Hendes vokal har flot fylde og klang, og er i sig selv med til at løfte sangen ud fra egen matrikel. Musikalsk kan man tydeligt høre, at hun har en kærlighed til Nashville. En by som hun har besøgt flere gange sammen med vennen og musikerkollegaen Stefan Mørk, der også er bagmand for den danske koncertserie “Nashville Nights” og den kommende Nashville Nights International Songwriters Festival i Odense, der afvikles i dagene 17.-19. september. Det har givet hende et godt netværk, og hun har særligt fået Nashville specialiteten – co-writing – ind under huden. Hun forklarer til Side 33:

”Nashville, som jo også bliver kaldt Music City, er jo en by bygget op af spirende sangskrivere og artister. Alle som bor der har en drøm om at leve at at skrive sange og spille, og måden de gør det på er jo de såkaldte “co-writes”. Det minder lidt om “speeddating”, da hver gang man møder nogle nye mennesker som man klinger med, prøver man lige at sætte en co-write up, og en gang imellem sker der ren magi og et “number one” hit bliver skrevet.”.

Pressefoto

Sidste år var Anna Hansen med til nogle af de ”Nashville Nights” koncerter som Stefan Mørk havde sat op herhjemme med stærke udenlandske sangskrivere, blandt andet Blue Foley fra USA og Laura Oaks fra England – og netop de to har hun via Zoom skrevet et par numre sammen med i Lockdown perioden, og de sange kommer med på hendes kommende debut EP.  Blue Foley har blandt andet grammynominerede hits med Ashley McBryde på et alenlangt visitkort.

“Jeg synes virkelig det er en sjov måde at lave musik på, og disse mennesker som jeg har mødt er jo alle sammen helt vildt talentfulde og inspirerende at arbejde sammen med. Man bliver virkelig en bedre sangskriver at at omgås dem og jeg lærer sindssygt meget hver gang jeg skriver med dem. Hele deres måde at arbejde på og deres tilgang til hele sangskrivningsprocessen er virkelig inspirerende.” – fortæller hun, og fortsætter :

“Pandemien har jo sat en stopper for rejser til USA, så det er jo fantastisk at man stadig kan skrive sammen over Zoom eller Facetime, men jeg glæder mig også til at vi kommer lidt mere til en normal verden igen, hvor jeg så tænker at tage til Nashville og være i en måneds tid og skrive og muligvis indspille noget derovre hos en producer som Blue kender godt.”

Men foreløbig drejer det sig om den nye single ”Home”, der ligesom første singlen “Grace” nok dufter af Nashville, men også rummer den naturlige nordiske luftighed og melankoli, som skaber et ganske friskt lydende og formfuldendt nordic-country univers, der rummer lige præcis den personlighed, der gør at Anna Hansen med garanti er en artist vi her på Side 33 vil holde ørerne rettet ud i mod fremadrettet.   

Du kan opleve Anna Hansen, når hun spiller sit første headliner show til omtalte Nashville Nights International Songwriters Festival den 19. september på Dexter i Odense. 

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.