VIDEOPREMIERE – Into the Blood – “Undressed by the Sound”

“Duo med 71-årig debutant som gæst, giver en dansende lussing til alle aldersfordommene”

Fotograf: PRESSEFOTO

’Det grå guld”. Ja, ordene smager er noget værdsat og righoldigt.  Men fakta er at musikbranchen ikke er et sted, hvor du som artist har mange chancer for at blive set eller hørt, hvis ikke allerede du har fået et kommercielt eller kulturelt gennembrud inden du er lige omkring de 30-35 år, hvilket for langt de fleste altså ikke engang er halvvejs i livet!

Marketingsværdi vægtes højere end kvalitativt indhold. Sidstnævnte er naturligvis en subjektiv vurdering, men denne er pt. baseret på en åbenlyst ubalanceret kassetænkning, hvor alder i sig selv kan være diskvalificerende uanset produktets åbenbare kvalitet.  

En sørgelig tendens. For er musik netop ikke at sætte ord og lyd på selve livet og tilværelsen? – og skulle man blive dårligere til det af at have oplevet mere – sorger og glæder og alt det ind imellem. Næppe.

Så i en tid, hvor der helt berettiget er masser af fokus på uligheden i forhold til kønsbalancen i branchen, så må vi herfra også slå et dybt slag for de herskende skævheder, der også gælder omkring promovering og valg af artister i forhold til deres alder. Kort sagt; ageism. Et vigtigt talepunkt i den vedvarende debat om diversitet og inklusion – eller mangel på samme – i musikbranchen. 

Den elektroniske duo Into the Blood tager nu emnet op i forbindelse med deres stærkt dansable nye single ”Undressed by the Sound”.  

Alder er vel bare et tal og en variabel sindstilstand

Into the Blood har udgivet musik siden 2016. Diskografien tæller to album, en EP og en række singler – heraf ”Action” og ”Divided” fra i år.

Duoen består af Carsten Bo Andersen og Jens Brygmann, den mellemste bror i den kreative Brygmann-klan. Begge har passeret de 50 år, Brygmann endda de 60, og begge har de masser af musikalsk ballast med i bagagen fra diverse professionelle musikalske projekter og opgaver.  

Men hvor gammel kan man egentlig ’tillade’ sig at være, hvis man ønsker og håber at få spille- og taletid i den danske musikbranche? Er det et regulært selvmål, hvis man, som det er tilfældet med Into the Blood, røber, at de to bagmænd og deres aktuelle gæsteartist til sammen har over 180 år på bagen?

Er der så overhovedet nogle branchefolk, der lytter objektivt på om nummeret rammer og rykker, eller er de faktuelt dømt ude på forhånd fordi de ikke passer i en forudindtaget ’rammeaftale’ for ens mediedækning?

Svaret burde ikke være skrevet på forhånd, men sådan er virkeligheden anno 2022. Desværre. For i grove termer er musikbranchen beviseligt voldsom ungdomsfikseret, fremfor at hylde mangfoldigheden, og en spirende bredde.  

I sportsverdenen er der som ofte nogle fysiske forudsætninger, der gør at folk langsomt ’brænder ud’ efter de 30 år.  Det forhold er ikke aktuelt inden musik og kunst, så hvad er så problemet?

Moderne synthpop, med strøm til budskabet

Genremæssigt trækker Into the Blood tråde til synthpop som Depeche Mode og Pet Shop Boys såvel som til nyere elektroniske navne som Empire of the Sun og MGMT.

“Undressed by the Sound” er et pulserende og dansabelt electro-disco track, hvor kølige synthesizere og dyb bas understøtter en funky, robotagtig vokal, der leveres af den snart 72-årige herboende amerikaner J. Donald deBethizy, også kendt som ‘Don’.

I videoen ser man Don som den dansende hovedperson og han er tydeligvis parat til at danse solen sort, hvis det er det, der skal til, for at han sammen med duoen kan fremme budskabet om, at alder aldrig må begrænse os, hverken som personer, kultur eller branche.

 Den musikalske ‘afklædning’ i tracktitlen refererer da også til musikkens unikke evne til at skære ind til benet og røre lyttere på tværs af overfladiske grænser som alder, køn og etnicitet. Et budskab, der understreges i musikvideoen, hvor Dons dans i øvrigt er koreograferet af Jens Verner fra Vild med Dans.

Den musikdebuterende ‘corporate hippie’, som Don ynder at betegne sig selv, har gennem mange årtier til daglig slået, og slår stadig, sine folder i noget så fjernt fra dance floor, som bio-tech industrien. Han fandt vej til nummeret og et samarbejde med duoen, da Jens Brygmann en dag skulle hente sit barn i børnehaven. ‘

Jeg overhørte her helt tilfældigt Dons dybe, karismatiske stemme, da han stod og gav sin søn jakke på. Jeg vidste bare med det samme, at det var dén stemme, vi manglede til ‘Undressed by the Sound’, så jeg spurgte, om han ikke ville medvirke på tracket. Han var frisk og med på idéen med det samme,’ fortæller Jens Brygmann.

‘For os betyder Dons alder ikke en dyt. Det, at han stort set ingen musikalsk erfaring havde, var heller ikke vigtigt. Det vigtige var Don. Hans energi, idéer og inspirerende måde at kaste sig hovedkulds ud i noget, han ikke har prøvet før. Han er en totalt Pippi,’ uddyber Carsten Bo Andersen.

Så det vel bare at konstatere – alder er ingen hindring; Let’s Dance !

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.