Tilbage i oktober 2021 udkom debutalbummet ”Don’t Know How Else To Describe It’ med den dansk/svenske lofi-pop trio Loa & Koan.
Bandet præsenterede det selv som en rejse gennem stemningsfulde stemninger og sofistikerede bevægelser. Jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg ellers skulle beskrive det. Det rammer så ganske præcist.
Først og fremmest er det hørbart, at vi har at gøre med nogle yderst kompetente musikere, der evner musikkens mangfoldighed og finder mulighederne i mellemrummene, samtidig med at de formår at veksle mellem det indad- og udadvendte, det løfterige og det jordnære.
Forsanger Loa Esaias, der også bidrager på keys, og med programmering, er fra Sverige – mens bandets to andre medlemmer er fra Danmark. Loa er samtidig bandets primære og visionære sangskriver, eller som han forklarer det; ”Jeg tager vel noget materiale med, Maria sætter ild til det og så hælder Sebastian benzin over det!”
De omtalte er Maria Jagd (Crush String Collective, Marc Facchini, Kira Skov) på violin, bratsch samt mulitiinstrumentalisten Sebastian Vinther Olsen (A Friend in London) på bas, guitar, keys, perkussion, og programmering.
Maria Jagd og Loa Esaias mødte hinanden som studerende på Det Rytmiske Konservatorium i København, og begyndte at skrive lidt sammen. Sebastian Vinther Olsen viste interesse for de sange, de havde lavet, og efterhånden opstod en unik cocktail af soveværelsesoptagelser og studieudsmykning. En lyd, som bandet ikke lægger skjul hylder kollegaer som Daniel Johnston , Sparklehorse og Bon Iver.
Nu har de indspillet en live session af nummeret ‘Letter From the Psychiatric Ward’, sammen med strygekvartetten Vesselil, der i høj grad er med til at indramme alt skrøbeligheden og sårbarheden i det ellers i forvejen så stemningsfulde og alvorstunge nummer.
‘Letter From the Psychiatric Ward’ er nemlig dedikeret til dem, der er blevet ofre for diskrimination og frihedsberøvelse i psykiatriens mørke historie.
Sanger, Loa Esaias forklarer:
“Et par hundrede meter fra hvor jeg voksede op i Lund i Sverige, ligger der en mere eller mindre skjult gravplads. Mellem 1894 og 1951 blev mere end 2000 patienter fra St Lars Hospital, en lukket institution for “kronisk psykisk syge”, begravet her.
Patienterne blev begravet der uden gravstene; de heldigste blev blot givet et metalskilt med deres indlæggelsesnummer på. Det er stadig i dag i høj grad uvist hvem disse mennesker var.
Gravpladsen blev placeret udenfor byen, fordi man ikke mente at de “normale” indbyggere skulle dele kirkegården med de psykisk syge.
Jeg skrev sangen efter en allehelgensaften, hvor jeg havde tændt et lys på gravstedet for alle de glemte navne. Det er mit forsøg på at ære alle de stakkels sjæle som gennem historien er blevet låst inde og glemt og hvis eneste “forbrydelse” har været at have en psykisk lidelse, eller måske endda blot at afvige fra normen”.
Det er Maria Jagd, der har arrangeret sangen for strygekvartet med inspiration fra de store klassikere fra 50’erne og 60’erne (Nina Simone, Billie Holliday, Dusty Springfield) for at underbygge sangens blåtonede natur, som foldes så smukt ud med hjælp fra Vesselil.
Filmfotograf Jakob Natorp har stået for optagelsen og det visuelle design, mens selve video og lyd er optaget i ét take på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Studie 3.
En grum historie har fået sig et velkomment og elegant efterspil.
