Da Kúlu for godt en måned siden udsendte deres seneste single ”Biggest Tone” skrev vi her på siden, at lyden af virkeligheden kan være noget så effektfuld og rammende. For rock kvintetten Kúlu er bestemt stadig højspændte og helhjertede – på “Biggest Tone” er det bare mere på tekstsiden end i lydbilledet, der her tager et mere straight og forløsende udgangspunkt end hørt tidligere fra bandet. Det anspændte drama præsenteres i selve teksten – mens der er et iørefaldende fokus og flow i de atmosfæriske guitareffekter og et motorik-beat på ‘Biggest Tone’, der smukt lander et sted, hvor folk med hang til f.eks. The War On Drugs sagtens kan føle sig hjemme
Nu udgiver de så en video med en live-session af nummeret – og i den forbindelse udtaler bandet:
”Vi i Kúlu har glædet os sindssygt meget til at dele denne oplevelse med jer. Der er tale om en live musikvideo, hvor vi alle fem for første gang samles på video til ære for jer, og med allerstørste fornøjelse for os selv. Til den observante følger, er denne live musikvideo optaget sammen med Seeking, der udkom tidligere på året.
Videoen er optaget i en nedlagt svømmepøl, i Sørens boligkompleks på Frederiksberg, som vi tænkte skulle bruges til noget fornuftigt. Teksten til ”Biggest Tone” er skrevet af Daniel, i forbindelse med forsanger Dennis skilsmisse. Dog med den lille krølle, at teksten er skrevet ud fra konens synspunkt.”
Daniel Buchwald uddyber –
»Dennis var lige blevet skilt, og som hans kammerat var jeg vidne til den smertefulde proces, han gik igennem. Deraf opstod idéen om at skrive en sang om deres forhold, set ud fra hans nu ekskones synsvinkel.
Jeg var jo tilskuer til, hvordan de begge gled fra hinanden. Jeg fortalte ikke Dennis, at jeg havde skrevet sangen og det var først, da han skulle indsynge vokalen, at han blev klar over, hvad den handlede om. Den ramte ham dybt og han brød sammen. Det var første gang, at han nogensinde har grædt over en sang, han selv skulle indsynge – men sangen betyder utrolig meget for ham i dag«