VILD MED MUSIKVIDEO – SIDE 10

”TILDE – med titelnummeret ”Pink Moon” – fra cinematisk album, der nu kommer på LP”

Fotograf: PRESSEFOTO

Da svenske TILDE i 2019 udsendte hendes debutalbum ”Nothing Gold Can Stay” var jeg ikke bleg for at erklære, at det være måtte indgangsnøglen til en karriere, hvor hun uden rødmen kan præsentere sig som en af nordens førende soul-dronninger. Hendes debutalbum fik fem ’Side 33-skiver” via overskriften “Sjæl og sind varmes over guldbarren Tilde”

De udsagn kan sagtens genbruges i forbindelse med hendes andet album ”Pink Moon” der udkom 19. november sidste år, og nu endelig kommer på vinyl den 27. maj.

Tilde kommer nemlig på ingen måde ud af ingenting, og vejen til hendes debutalbum, der blev udsendt i en alder af 30 år, var belagt med mange udfordringer og forhindringer. Ikke mindst et meget alvorligt kronisk sygdomsforløb i hendes start 20’ere satte musikdrømmene i bero, og i stedet valgte hun at rejse ud og opleve verden, og undervejs spille lidt pianobar- og hotel jobs for at tjene lidt til dagen og vejen. Sygdommen faldt heldigvis til ro, og langsomt men sikkert kom lysten og overskuddet til musikken tilbage igen.

Hun vendte hjem til Göteborg, samlede et hold af gode musikalske venner, og resten er en ny historie, som heldigvis kun lige er begyndt.

Lyden på ”Pink Moon” er både sjælfuld, drømmende og cinematisk – og stærkt inspireret af de mange film Tilde har set under lockdown-perioden.

– Hver sang på albummet har én eller anden reference til film, jeg godt kan lide, og filmene har ofte figureret som en ‘kulisse’, når jeg har lavet produktionen.

– TILDE
Pressefoto

Og det er bestemt til at høre på et velproduceret album med otte numre, der mest af alt er gennemgående behagelig lytning. Undervejs giver det lyst til bare at læne sig tilbage og lukke øjnene, og selv sætte billeder på. Det her er mere end små blå øjede soul-popnumre, det her er numre, der får den helt rette tid – ofte mellem 4 og 5 minutter – til at vise sig flot frem og langsomt vokse.

Ikke at det betyder, at der ikke er nogle numre der fænger straks. Et par af numrene hørte jeg live på Jyllinge Festival tilbage i 2019, og blev der væltet omkuld af kvaliteten af de to nye numre, der også skulle vise sig at blive de første singler ”Call My Name” og ”Don’t Walk Down That Road” fra det aktuelle album. Det første nummer er albummet længste nummer med en spilletid på 5.27. Skabt som et filmisk set-up, og med masser af sumpet soul stemning. Samtidig er der noget velkendt svensk melodisk snilde og de der ekstra lag (her strygere), der bare gøre en forskel. Ikke helt ulig det, som Roxette også altid kunne levere til perfektion.

Tænker faktisk at havde Roxette lavet dette nummer i 90’erne, så var det med garanti kommet med i lydsporet til en film, og  var endt som et verdensomspændende hit. Nu lander det nok ’bare’ med som et storslået track på et absolut helstøbt album for nysgerrige lyttere med sjælen og popøret i behold.

”Don’t Walk Down That Road” er lyden af hjerteblod, der flyder af sumpede omveje i blåt lys. I sig selv et lille rørende mesterværk på et album, der har lidt af det hele, bortset fra det åbenlyse radiohit, som f.eks. relaterede artister som Lana Del Rey og Amy Winehouse har været mestre i.

Det mest oplagte radiohit for Tilde i denne omgang kan meget vel være det Chris Isaak tonede ”Say That Our Love”, der er melodisk forførende, iørefaldende, og har en underspillet rytmisk kraft i en nuancerig kulisse, man får lyst til at genbesøge. Et nummer, jeg har svært ved at finde svar på, hvorfor det ikke skulle kunne passe perfekt i forhold til at komme i fast rotation på dansk radio, om det så blev P4, P5 eller P6 Beat – eller alle tre på en gang.

Albummet åbner med det drømmende ”Love Me Till’ You Die” – og man tænker allerede der, at andet bliver da også svært. For denne ydmyge og sympatiske sangerinde, er helt umulig at slippe, når hun først har fundet vej til hjertekammer og øregang.

Resten af albummet er præget af en blå og sjælfuld stemning, hvor man i både arrangementer og i den vokal fremførelse mærker at Tilde sætter sig selv og vel sagtens ALT i spil – og hun gør det heldigvis i et stærkt musikalsk selskab, der giver hende klædeligt modspil. Samlet hørt resulterer det altså i endnu en omgang HIGH FIVE skiver herfra;

“”Et sjælfuldt soundtrack til blå sjæle”

Tilde fortjener en hovedrolle på musikscenen. Og heldigvis er hun allerede i gang med numre til yderligere et album. Foreløbig tager hun hovedrollen i den flotte og smagfulde video, som er lavet til den skønne tilbagelænede titelnummer ”Pink Moon”, hvor inderligheden, nerven og nærværet i den grad mærkes i det hele. Ren ‘godis’ for musiksjæl og sind.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.