Hvad gør et godt liv? Et relevant spørgsmål for de fleste.
IAMJJ søger tryghed og balance på sin nye single Coat. Det er kampen for at fastholde fokus på de – typisk langsomme – ting der er gode for dig uden at forfalde til usunde quickfixs. ”Coat” er et skjold, “Coat” beskytter.
IAMJJ – er det kunstnernavn, som sangeren og sangskriveren Jakob Stenfatt Jensen har ’beskyttet’ sig bag siden hans selvbetitlede EP fra 2016. To år efter udgav han sit opsigtsvækkende debutalbum Bloody Future (2018), der med numre som ”Homer” og ”Different kind of Blues” ramte et bredt publikum.
Det nye navn på den danske musikscene bed sig fast, og på den ligeledes vellykkede opfølger ”Take It Slow On Me” (2019), var det særligt nummret Hitomalo (2019), der hittede. Senest kom så en akustisk EP 6 ”Acoustic songs by IAMJJ” sidste år.
Med sin modne, markante, og dybe vokal, og en bred vifte af virkemidler fra både ambient, folk, country, rock og pop tilsat 70’er-støvede House- og EDM-elementer har IAMJJ fået skabt sin helt egen lyd, som har fået sig et stort publikum. Man kunne dog også kalde ham et godt bud på en særdeles vellykket cocktail bestående af ingredienserne Nick Cave, Leonard Cohen, Alabama 3 og Moby.
På den nye single “Coat” er det i bedste IAMJJ-stil de percussive guitarer som danner det rytmiske grundlag i et lydunivers, der både synes lyst og mørkt, og sangen kommer netop fra sindets ingenmandsland mellem det lyse og det mørke.
Et musikerliv er ikke et “otte til fire”-liv – tværtimod – derfor har det for IAMJJ, der efterhånden nærmer sig slut 20’erne, været nødvendigt at få nogle faste rutiner og strukturer på sin hverdag for at kunne fungere.