Vi bringer her andel del af vores interview med ISSE. Som man måske kunne fornemme i første del af interviewet er hun et af den slags mennesker og artister, der bliver ved med at give fra en karakterfuld personlighed, der har en masse på hjertet, og en masse drømme og mål, der ikke nødvendigvis passer i de kasser andre vil placere én i.
Senest har hun via et velformuleret og gennemtænkt opslag på sin Facebook profil under overskriften ”AT VÆRE MOR, SELVSTÆNDIG OG MUSIKER” sendt et klart signal til omverdenen og til sine branche kollegaer, at det kan lade sig gøre at være både en ambitiøs selvstændig musiker, og omsorgsfuld og kærlig mor på samme tid.
”Jeg har været rædselsslagen for, at min karriere ville gå i stå, og at jeg ville miste momentum, fordi jeg bevidst har planlagt færre koncerter i år, og jeg tumler stadig med den frygt dagligt. Men jeg prøver at tro på mig selv i processen, og at jeg kun bliver stærkere af at blive mor – og sorterer flere overflødige ting fra end før og stiller skarpere på min musikkarriere”
– ISSE i hendes facebook opslag ‘At være mor, selvstændig og musiker’
Interview
SIDE 33 – Du blev i 2018 af publikum kåret af publikum som “Årets Danske Pop Talent”. Hvornår begyndte din interesse for musik og hvor er den på vej hen nu ?
ISSE –
“Jeg tror, jeg kunne synge, før jeg kunne snakke. Jeg har siden jeg var lille haft en kærlighed for det at optræde og performe, så jeg vil egentlig kalde interessen for medfødt. For jeg har helt klart altid haft meget mere lyst til at stå på en scene end både mine forældre og min bror, så det kommer ikke som sådan derfra.
Jeg kan dog ikke huske andet, end at der altid har været spillet musik hjemme hos os på kassettebånd, vinyl og CD og klaveret i stuen, men selve det at optræde kommer fra en ild, der brænder inde i mig, som er virkelig svær at forklare. Det at give folk en oplevelse og udtrykke sig kreativt i et offentligt rum. Og den interesse bliver aldrig mindre, tværtimod. Jeg brænder så meget for det, at det nogle gange gør ondt, hvis der har været en længere pause fra spillejobs eller udgivelser – selvom det også er sundt med pauser indimellem, for netop i de pauser kan man så mærke, hvor meget man gerne vil det. Så jeg lader den indre gnist guide mig og motivere mig – og hvis den gnist en dag ikke gløder længere, så skal jeg ikke længere lave musik. Men jeg har virkelig svært ved at forestille mig, at gnisten nogensinde slukker.”
SIDE 33 – Er Dansk Melodi Grand Prix noget der ligger i din krystalkugle?
ISSE –
“Det er jo en barnedrøm, som jeg stadig har. Jeg har vidst sendt ind hvert år siden 2015 (dog ikke i år, da jeg havde termin lige omkring afholdelsen af det danske Grand Prix). Og et år var jeg rimelig tæt på at komme med, men det endte så også med at være Corona-året uden publikum i salen, så det er jeg egentlig glad for ikke blev til noget. Jeg vil rigtig gerne have den fulde oplevelse, hvis det skulle ske en dag – hvilket jeg stadig håber, det gør – allerhelst med en sang, jeg selv har været med til at skrive.”
SIDE 33 – Hvem er dine forbilleder og store inspirationer indenfor dansk musik ?
ISSE –
“Jeg er vokset op med at lytte til meget forskelligt, bl.a. Aqua, Dodo and the Dodos, Kim Larsen, Shu-Bi-Dua, Anne Linnet, Lis Sørensen, Bamses Venner, Melodi Grand Prix, Big Fat Snake, Cher m.fl. Og jeg tror, inspirationen kommer fra det blandede lydbillede, jeg er vokset op med, sammenholdt med musik, jeg har opdaget sidenhen på egen hånd. Og der har det kompositoriske udtryk været mere inspireret af udenlandske kunstnere som Taylor Swift, Miley Cyrus, Sia, Katy Perry, Jonas Brothers kombineret med et tekstunivers inspireret af de ovenfor nævnte danske artister”
SIDE 33 – Hvad er dit hemmelige ønske i musikalsk forstand ?
ISSE –
“Jeg har så mange ønsker og drømme. En af de helt store drømme er at spille på Skanderborg Festival (Smukfest). Generelt er der mange festivaler, jeg virkelig godt gad være en del af, fordi hele stemningen omkring festivaler er så speciel”
SIDE 33 – Hvilken af dine egne sange har størst betydning for dig?
ISSE –
“Åh, de har jo alle deres egen betydning og handler om meget forskelligt. Men jeg er stadig virkelig glad for og stolt af nummeret “En Umulig Drøm”, fordi jeg elsker, at folk altid synger med på nummeret og det er uptempo og meget mig. Men den sang, der står mit hjerte nærmest er jo stadig “Tættere På”, fordi den kommer fra et sted af 100 % ren kærlighed og beundring over et andet menneske.”
SIDE 33 – Hvilke planer ligger foran dig nu?
“Vi er i gang med at indspille næste studiealbum, men vi kender ikke den endelige udgivelsesdato endnu, da det efter planen gerne skulle udkomme fysisk også på både CD og vinyl, så der skal en del midler til både mix, master og tryk. Men planen er løbende at smide singler ud fra albummet, og så skal vi ud og spille lidt duo og trio koncerter i løbet af sommeren næste gang den 5. august hos Bælum Nørgaard og Cafe Gammelby i Birkelev den 2. september.
Og så der en lille band tour i efteråret, hvor vi bl.a. besøger Musikhuzet Bornholm, Bygningen Vejle og Byens Café i Jelling. Og så er vi jo allerede nu i gang med at arbejde på booking 2024, som jo er helt skørt, men nødvendigt, hvis man gerne vil få en plads på spillestederne næste år. Så jeg håber, at folk har lyst til at følge med på sociale medier, købe billetter til koncerterne og lytte til musikken på streamingtjenesterne og på de fysiske afspilningsmedier.”