Af Torben Holleufer
Påvirket af blandt andet Free Jazz var MC5 et af de banebrydende orkestre, som eftertiden nævner i samme åndedrag som The Velvet Underground med Lou Reed og The Stooges med Iggy Pop.
Wayne Kramer er død af kræft i bugspytkirtlen i går på et hospital i New York. Han var 75 år og med hans død er begge grundlæggere af det legendariske garagerockband MC5 gået bort. Den anden var Fred ”Sonic” Smith, som døde som bare 46-årig for 30 år siden, og på den tid mest var kendt som punklegenden Patti Smith’s mand. Det var faktisk hans død, der fik hende til at vende tilbage til rockscenen efter tilsyneladende at have været lykkelig med at være hjemmegående husmor i Detroit.
Måske siger navnet MC5 ikke danskere så meget, men i USA havde de nærmest samme status som et par andre bands, som kom frem i 1960’erne og bare havde en lyd, der var vild og rebelsk i forhold til den musik der ellers tegnede hippiernes ungdomsoprør fuldt af gode vibrationer og musik der var en fornøjelse.
Sådan var det slet ikke med MC5 fra bilbyen Detroit (navnet står for Motor City Five) og lignende bands som The Stooges med Iggy Pop, The 13th Floor Elevators med Roky Ericson og selvfølgelig The Velvet Underground med Lou Reed og John Cale. De var simpelthen i en liga for sig og spillede en nedbarberet form for rock, hvor vilde guitarer og kompromisløs sang ramte dig både i mellemgulvet, mens teksterne i MC5’s tilfælde var revolutionen personificeret.
Her var Wayne Kramer’s og Fred ”Sonic” Smith’s guitarer lige i synet, mens Rob Tyner – som også døde i start-1990’erne – var den effektive sanger, der ville vælte slagord som det berømte ”Kick Out The Jams, Motherfucker!!!” ud i hovedet på et publikum, der meget opførte sig som det ville blive normalt et tiår senere, da beslægtede bands som The Ramones ville starte punkbølgen.
Men de var mere end det. Faktisk var de to guitarister kraftigt påvirkede af Free Jazz og specielt banebrydende saxofonister som Sun Ra (1914-93), Archie Shepp, den vilde Albert Ayler( 1936-70) og John Coltrane, som han udfoldede sig i 1960’erne frem til sin alt for tidlige død i 1967 – samt den ret undervurderede guitarist Sonny Sharrock (1940-94), som siden skulle markere sig i Bill Laswell’s projekter. Her var Fred ”Sonic” Smith den originale rytmeguitarist, mens Wayne Kramer spillede de syrede soli, som blev en klar inspiration for senere kultbands som Sonic Youth.
Wayne og ”Sonic” havde gået i skole sammen og startede bandet helt tilbage i 1963, men de blev især berømte – og berygtede – da de fik den radikale politiske aktivist, poeten John Sinclair, som manager. Sinclair skulle danne en pendant til de militante sorte aktivister De Sorte Pantere, som hed White Panthers, som var tæt forbundet med Yippie-bevægelsen, som lavede broget politisk teater i en stil, som måske fik sin danske pendant i teatergruppen Solvognen. Men med et politisk miljø, som under præsidenter som Richard Nixon var meget mere betændt og attentater på folk som præsidentkandidaten Robert Kennedy (1925-68) og borgerretsforkæmperen Martin Luther King (1929-68) sammen med Vietnamkrigen, urolighederne ved det demokratiske partikonvent i 1968 og ungdomsoprøret i det hele taget fik sat MC5 ind midt i brændpunkter, og det var i de år, at de skabte de tre album, som blev historiske startende med 1969-udgivelsen KICK OUT THE JAMS.
Wayne Kramer ville siden gendanne MC5 og var faktisk i gang med et album, men sygdommen og nu hans død satte en foreløbig stopper for det projekt.
Det ligger dog fast, at som guitarist i MC5 var Kramer blandt de musikere på rockscenen, der dannede skole og har inspireret andre til at sprænge de soniske rammer for, hvad man gør med seks strenge, en overstyret forstærker og en række pedaler skruet i bund.
Æret være Wayne Kramer’s minde.
