WAYNE SHORTER ER DØD 89 ÅR

”DEN EVIGT SØGENDE OG SUVERÆNE SAXOFONIST”

Fotograf: Pressefoto

Den amerikanske tenor- og sopransaxofonist samt komponist Wayne Shorter (født 25. august 1933 i Newark, New Jersey, USA, død 2. marts 2023) var en af jazz- og fusionsmusikkens væsentligste stilskabere og instrumentalister med sit frodigt opfindsomme og afsøgende spil. Fra slutningen af 50’erne og frem til 1964 stod Shorter stærkt som en af de mest markante bidragsydere til trommeslageren Art Blakey’s Jazz Messengers, en af jazzens vigtigste fornyere ofte med heftigt tryk under kedlerne i retning mod avantgarde- og freejazz.

Udgivelser som bandleder i eget navn er der rigeligt af, og flere af disse fra 60’erne på det legendariske label Blue Note er fremragende og særdeles anbefalelsesværdige. Fremhæves bør hardbop albummet Juju (1965) ledsaget af McCoy Tyner og Elvin Jones, Speak No Evil (1966) med Freddie Hubbard, Herbie Hancock, Ron Carter og Elvin Jones plus ikke mindst Adam’s Apple (1967), en personlig favorit med signaturnummeret Footprints. Shorter lod senest høre fra sig som solist med Emanon i 2018, der modtog overvejende glimrende anmeldelser, og sikrede ham karrierens 10’ende GRAMMY ved prisuddelingen i 2019.

Fire år før i 2015: havde han hjemtaget den mest ærefulde GRAMMY af dem alle – ’Grammy Lifetime Achievement Award’.

Samarbejdet med Miles Davis

Wayne Shorter blev en del af Miles Davis kvintet fra midten af 60’erne, der ud over Davis på trompet og Herbie Hancock (piano og keyboards) bestod af rytmegruppen Tony Williams (trommer) og bassisten Ron Carter. Det 20. århundredes musik i almindelighed var ganske enkelt ikke længere den samme. Kvintetten rystede og revolutionerede jazzen i sin grundvold.

Davis’ mandskab eksperimenterede og opløste hidtidige konventioner for at samle stumperne på ny. Seks plader nåede kvintetten at sende ud fra august 1965 til februar 1969. En eksplosion af koncentreret kreativitet hvorefter Miles måtte videre med delvist nye folk for at udforske uopdyrket land for fuld elektrisk skrue. Jazzens forenede superkræfter dyrkede live og i studiet det, der måske bedst kan beskrives som kontrolleret kaos og virtuos vildskab baseret på intuitivt og instinktivt gehør for egen og andres rolle, når der blev skiftet tempo, taktart, intensitet og dynamik som et knips med fingrene – ørene og håndelaget kom på overarbejde.

Især under koncerterne gik den hæsblæsende jagt ofte i et morderisk tempo uden at virke unødigt forceret. Alle bidrog improvisatorisk og leverede nyt materiale til pladerne. Kvintetten dyrkede hovedsageligt hard bop, post bop og modal jazz med små afstikkere til avantgarde- og freejazz uden helt at smide alle tøjrene – der blev taget udgangspunkt i rytmiske og tonale strukturer, skalaer og melodiske temaer, som alt blev kastet for løverne.

Shorter er med på E.S.P, Miles Smiles, Sorcerer, Nefertiti, Miles In The Sky og Filles de Kilimanjaro, albums der bør stå i enhver moderne jazzkollektion sammen med bokssættet The Complete Live At The Plugged Nickel 1965. Nefertiti blev Davis sidste rene akustiske lp. Dernæst fulgte Miles In The Sky og Filles de Kilimanjaro begge fra 1968. Miles Davis fortsatte ufortrødent i det højere decibeltal, og Shorter hang på endnu med In A Silent Way (1969) og Bitches Brew (1970).

Hovedværkerne med Weather Report

Op gennem 70’erne og indtil midten af 80’erne indspillede Shorter en række albums med fusionsgruppen Weather Report, hvilket resulterede i flere af genrens hovedværker heriblandt I Sing the Body Electric (1972), Mysterious Traveller (1974), Black Market (1976) og Heavy Weather (1977). Weather Report talte ydermere Joe Zawinul (keyboards) og superbassisten Jaco Pastorius, der skrev den største del af materialet sammen med Shorter og Zawinul.

Som sideman og studiemusiker har Wayne Shorter optrådt og indspillet med et utal af navne indenfor jazz, fusion, pop, latin og rock. Her nævnes i flæng: Herbie Hancock, Freddie Hubbard, Joni Mitchell, Lee Morgan, McCoy Tyner, Carlos Santana, Donald Byrd, Gil Evans, Don Henley, Norah Jones, The Rolling Stones, Jon Scofield, Steely Dan og Milton Nascimento, en blandet buket af genrer og kunstnere, der vidnede om stor alsidighed og et nysgerrigt sind.

Jeg havde den store oplevelse af at bevidne Wayne Shorters magtfulde beherskelse af sit instrument live i Tivoli på Plænen under Copenhagen Jazzfestival i 2001 ledsaget af pianisten Danilo Perez, John Patitucci på bas og Brian Blade bag trommerne, der sprudlede kreativt og lydhørt på niveau med mesteren selv. Æret være Wayne Shorters minde.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.