I går poppede en ærgerlig – men ganske forståelig – melding ind fra vores gode branchekollegaer fra GFR. En nonprofit musikside, der er centreret og frivilligt drevet af de fire skribenter – og ikke mindst ’music lovers’ – Ken Damgaard Thomsen, Jonas Strandholdt Bach, Thomas Bjerregaard Bonde, og Troels-Henrik Balslev Krag. De skrev blandt andet følgende via deres Facebook side:
”Nu er vi løbet tør for brændstof – indtil videre. Vi har hygget os og glædet os over al den spændende musik, I har sendt til os derude, men lige nu orker vi ikke mere. Vi skal lige ned og ligge lidt.” – ”Nu lukker vi også foreløbig ned for aktiviteten på Facebook og hjemmesiden og holder en pause fra indbakken”. – ”Vi har gjort det her i lige knap 10 år. Vi har børn og travle jobs. Vi er ved at løbe tør for ord til anmeldelser. Det er blevet for meget pligt og for lidt lyst. Det fortjener GFR ikke, og det fortjener musikken heller ikke.” – ”Måske skal GFR sendes ud på gården. Eller måske vender vi tilbage i en eller anden alternativ form efter en puster, hvor vi skal finde ud af, om, og hvordan, vi kan gøre det sjovt og overskueligt for os selv.”
GFR har lige fra sin impulsive start prioriteret dækning af dansk upcoming musik først, men har alligevel også dækket bredt – ikke mindst genremæssigt. Udgangspunktet har nok været rock (inkl. folk, roots, country, singer-songwriters osv.) og metal i alle afskygninger, men der er også blevet plads til at mere eksperimenterende toner fra diverse musikalske randområder er tjekket ud – for ikke at tale om mere moderne – ja, endda selektivt udvalgte poppede og soulfyldte ting. Anmeldelser og interviews har været kendetegnet af en stor nysgerrighed og viden omkring emnet, og en dejlig lystbetonet måde at formidle på.
Af de nu tjekker ud efterlader et kæmpe hul i forhold til opmærksomheden omkring de mange udgivelser fra artister, der enten udgiver selv eller via mindre pladeselskaber. Hele 67 udgivelser har GFR leveret anmeldelser af i år, og mange af dem er ikke anmeldt andre steder – ikke engang hos SIDE 33!
GFR har altid været 100% nop-profit, og reklamefri, og har alligevel leveret et stykke professionelt arbejde, der har været ganske gratis at følge. SIDE 33 har aktuelt ikke mulighed for at udfylde noget af tomrummet efter GFR – idet vi er allerede er ’overloaded” med alt for meget information og materiale, alt for lidt tid, for få ressourcer og for få midler. Og ja – der bliver da helt sikkert udgivet for meget – og der udsendes for mange singler – i forhold til markedets størrelse i Danmark. Men omvendt er der også uendeligt meget kvalitativt musik, der skammeligt overhøres fordi de landsdækkende medier ikke løfter Public Service-begrebet med noget der minder om et seriøst ambitionsniveau.
Derved fastholdes en hel branche i at forholdsvis få kunstnere kan leve af deres arbejde, mens resten jo så ’bare må finde på noget andet at lave’. Det er trist for kunstnerne, og det trist for alle os nysgerrige musikelskere, der godt vil noget andet end at høre de samme ‘Top-40’ kunstnere igen og igen og – om det i TV, på radio, eller via streamingtjenesternes topstyrede dataanalyserede playlister.
Side 33 er oprettet som et enkeltmandsfirma – med et mål om at kunne levere et produkt, der kunne give en form for levedygtigt indtægtsgrundlag. Ikke nødvendigvis i nærheden af de 40.000 – 50.000 kroner månedligt, som mine år i forsikringsbranchen gav. De penge gjorde ikke i sig selv mig lykkelig. Det har det gjort at formidle musik – og bruge 40-55 timer om ugen på det. Til gengæld giver det reelt ingen indtægt, hvilket uden guldskeer i munden eller andre steder, giver lidt udfordringer på sigt, når der trods alt skal hives betaling hjem til husleje og almindelig ernæring.
Godt 75 personer har med tiden valgt at støtte med et medlemskab af ”SIDE 33” for kr. 33 om måneden eller kr. 333 om året – og af musikhjertet tak for det. Det dækker nogenlunde de faste udgifter til support og udvikling m.v. – og har derfor gjort det hele muligt.
Men ellers har jeg – ligesom GFR – arbejdet gratis i nu over to år – sammen med en håndfuld faste fotografer og skribenter, der har ydet 100% frivilligt arbejde. Målt på feedback fornemmer jeg heldigvis at det har været til glæde for de cirka 5500 følgere på Facebook, og de månedligt mellem 10.-16.000 unikke brugere af websiden, hvoraf 70 % er mellem 35 og 65 år, og 41% er kvinder. Målet med at skabe en musikalsk bredside til os alle er således ikke ramt helt ved siden af.
Men tænk hvis verden kunne skrues sådan sammen at vi alle ville betale for hvad vi læser – og hvad vi lytter til – ligesom vi betaler for de fleste andre ydelser og nydelser her i tilværelsen. Mon ikke vi ville få noget mere kvalitet?
Hvis bare hver enkelt følger af SIDE 33 ville betale f.eks. kr. 5 eller 10 om måneden havde jeg pludseligt et forretningsgrundlag, som ville gøre, at jeg ikke var nødsaget til ved siden af at have vikar arbejde eller samtidige deltids- ellers fuldtidsjob – og som følge heraf, måske ligesom GFR, til sidst må opgive kampen for den brede og seriøse musikformidling.
Problemet i musikbranchen er bare at der så mange ’hvis og hvis og hvis’ – og så håbløse store uligheder på alle planer – og i mange niveau. Det skyldes politik, særinteresser, og selvfølgelig økonomi i et forholdsvis svært gennemskueligt marked. Personligt savner jeg i den grad noget sparring med nogle visionære kræfter, der tør tro på, at der kan være økonomi i , og et behov for en mere samlende formidling omkring dansk musik. Noget der vil kunne løfte for de mange – og i mange fødekæder. Altså til glæde ikke bare for os som presse og formidlere, men også med gevinst til musikerne, læserne, lytterne, spillestederne, bookerne – og fortsæt selv rækken af relaterbare interessenter.
Jeg investerer gerne alt min vågne tid – hvis fremsynede sparringspartnere/investorer ville sætte sig med mig omkring bordet for at lave en rentabel og udviklende MUSIKALSK BREDSIDE TIL OS ALLE. Der er et stort behov – og det blev desværre ikke mindre efter i går!
Herfra til sidst et ‘HIGH FIVE’ og en “Six-Pack” af respekt for GFR og deres foreløbige virke – og det gør vi ved at vise videoer med seks gode eksempler på artister, som GFR kom godt omkring og fik anmeldt – men som vi desværre ikke nåede her hos SIDE 33.
Samtidig håber vi af hele musikhjertet at fremtiden vil vise nye muligheder for folkene bag GFR – og naturligvis også for os her på SIDE 33 – inden det også bliver lukketid her. Hvem ved – måske det bliver i et nyt fælles træk? Svarene må foreløbig blæse i vinden fra en altid åben dør.