What the … ElectroRetroFutureFunk … is this?

”Videopremiere fra Marathon Monks giver dig svaret, du nok ikke vidste du manglede”

Fotograf: PRESSEFOTO

Mængden af musik er større end nogensinde, men der er alligevel langt imellem at man lytter til noget, som man for alvor ikke synes at have hørt meget lignende af før.

En sådan oplevelse var lyden af Marathon Monks dog for mig. Et instrumentalt musikalsk univers bygget op af et overskudslager af mørk funk, psykedelisk legestue og futuristisk elektro.

Selv kalder trioen deres udtryk for ElectroRetroFutureFunk. Den slags rytmisk musik, der næsten ikke kan undgå at bevæge, hvis man har puls … og ja, selvfølgelig elsker bas og uforudsigelige bølger i en organiske atmosfære, der rummer plads til både det overskydende blær og de underspillede betoninger.    

I morgen den 10. juni 2022 udsender de digitalt deres selvbetitlede håndspillede debutalbum “Marathon Monks”. Samtidig udkommer singlen The Sound of One Hand Clapping, som vi har Videopremiere på i en live-session version.

Marathon Monks består af de tre erfarne musikere Fredrik Damsgaard på bas, Phong Lê ligeledes på bas og synthesizere samt Minh Lê på trommer.

Alle tre har en bred musikalsk baggrund og utallige udgivelser og samarbejder med og bag sig med blandt andet i både pop- og jazzregi med fx Tony Allen, Kele Okereke (Bloc Party), Søs Fenger, New Jungle Orchestra, Ginne Marker, Melissa Inya, Kevin Welch, Tim Christensen, Kira Skov og mange flere.

Som band arbejder de, i et symbiotisk sammenspil, med at nå ind til kernen af groovet. Ind til essensen af hvad det vil sige at underkaste sig det fælles projekt og kun fokusere på det mest basale: Rytme.

Der er noget til clubben, noget til sjælen og noget til nørden. Marathon Monks lefler ikke for hitlisterne , men satser på at blive et hit for dem, der priser at nogle hylder den frie leg, og går ubetinget og kompromisløst til værks, når de eksperimenterer og undersøger nye veje for deres ubetingede kærlighed til deres Höfner bas. De boltrer sig med teknisk snilde og nysgerrighed i ukendt og kendt land , og den kombination skaber en lyd af noget, du næppe har hørt før. Måske endda lyden af noget du ikke vidste, du gerne ville høre.

Kort og godt viser debutalbummet alt ii alt det fulde spektre af “Marathon Monk-ness” – funky to-parts basgrooves, synkoperede in-the-pocket trommer, space-age laserbeam synthesizere, småsprækker af stilhed og lyden af seks klappende hænder.

Det kan man altså godt klappe i hænderne over, mens man til vennerne råber ”SÅ DER BAS”!

Der er albumrelease-koncert på H15, Vesterbro den 28. juni 2022 kl. 20.00 og den 7. juli 2022 kl. 15.00 spiller de på Copenhagen Jazz Festival som en del af det imponerende program hos Roots & Jazz Balders Plads. Det vender vi tilbage til.  

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.