Sangeren, sangskriveren, guitaristen, skuespilleren, forfatteren og aktivisten Willie Nelson er far til syv børn, har utrættelig advokeret for legalisering af marihuana, som han selv er storforbruger af, øget anvendelse af biobrændstof og kan se tilbage på en knap 70 år lang karriere, der har resulteret i imponerende 73 studiealbums mellem 1962 og 2023. Willie Hugh Nelson er født den 29. april 1933 i Abbott, Texas under den store økonomiske depression i USA.
Nelson voksede op hos sine bedsteforældre, skrev sin første sang som syvårig og kom med i det første orkester i en alder af 10 år. I 1950 påbegyndte han militærtjeneste, men blev hurtig sendt hjem igen grundet dårlig ryg. Nelson studerede et par år på universitet, arbejdede som DJ hos diverse radiostationer, før musikkarrieren for alvor tog form i slutningen af 50’erne og starten af 60’erne. I de år skrev han countryklassikere som Funny How Time Slips Away, Hello Walls, Pretty Paper og Crazy samt albumdebuterede med And Then I Wrote (1962).
I 1964 indgik Nelson kontrakt med selskabet RCA Victor og blev en del af live- og radioshowet Grand Ole Opry i Nashville, Tennessee. Nelson og den konservativt prægede Nashville-scene var dog ikke det mest ideelle match på længere sigt, og han flyttede til Austin, Texas i 1972. Året efter blev Nelson tilknyttet Atlantic Records, hvor han udgav flere markante albums herunder Shotgun Willie (1973), Phases and Stages (1974) og Red Headed Stranger (1975). Nelson blev en del af outlaw country bevægelsen, der distancerede sig fra Nashville lyden, hvilket han yderligere cementerede med albummet Wanted! The Outlaws i 1975.
1980 hittede Nelson med filmmusicalen og pladen Honeysuckle Rose samt scorede point i samme dekade med en række ørehængere som On the Road Again, To All the Girls I’ve Loved Before og Pancho and Lefty. Fra 1985-95 turnerede og indspillede Nelson med country supergruppen The Highwaymen, der også talte stjernerne Johnny Cash, Waylon Jennings og Kris Kristofferson.
I 1985 tog Nelson initiativ til at etablere Farm Aid sammen med John Mellencamp og Neil Young, der ved hjælp af årlige koncertevents samlede betydelige summer ind til kriseramte og selvstændige amerikanske landmænd for at forhindre, de blev opkøbt til latterligt lave priser af den storindustrielle sektor.
Willie Nelson har siddet som bestyrelsesformand i Farm Aid og deltaget under samtlige arrangementer frem til i år. 1990 opgjorde det amerikanske skattevæsen Internal Revenue Service Nelsons samlede gæld til i alt 32 millioner dollars, et svimlende beløb han afdrog ved at sætte sine ejendele på auktion og udgivelsen af dobbeltalbummet The IRS Tapes: Who’ll Buy My Memories? (1992).
Willie Nelson har været mere eller mindre konstant på landevejene med sin enorme sangskat og i studierne for at indspille nyt materiale i 90’erne og det nye årtusind. Hans countrymusikalske udtryk favner bredt med elementer af reggae, blues, jazz og folk. Nelsons foreløbigt seneste udgivelse I Don’t Know A Thing About Love: The Songs of Harlan Howard stammer fra marts måned i år og nummer 73 i rækken.
Album nummer 40, Across the Borderline (1993), er den absolutte kronjuvel i samlingen, skulle nogen spørge denne skribent, der ikke er den helt store countryynder og bestemt ikke ekspert på området. Med Across the Borderline, produceret af kapaciteterne Don Was, Paul Simon og Roy Halee, rammer Nelson skiven klokkeklart og klingende rent på samtlige parametre.
De 14 numre er begået af ham selv og Paul Simon, Ry Cooder, John Hiatt, Peter Gabriel, Bob Dylan og Lyle Lovett. Det kunne vanskeligt gå galt, hvilket det ej heller gjorde. Across The Borderline er et lydefrit Americana mesterværk velproduceret, velsunget og forbandet velspillet.
Duetpartnerne og bidragsyderne tæller David Crosby, Kris Kristofferson, Sinéad O’Connor, Bonnie Raitt, Bob Dylan og Paul Simon. Selve musikerlisten er nær skræmmende med de bedste sessionfolk fra country-, rock- og jazzmiljøet. Også det Daniel Lanois producerede Teatro (1998), der er nummer 45 på listen, er værd at fremhæve.
Teatro er en charmerende country sag med farve af jazz, New Orleans og afrocubanske latinrytmer, der ringer og svinger de rette steder tilsat Lanois’ velkendte ambience sound. Især Emmylou Harris’ vokal det meste af pladen igennem er med til at løfte Teatro op i top fire-fem stykker i det bugnende katalog, og Nelson viser sig fra den bedste side som ganske ferm guitarist elektrisk som akustisk.
Som politisk aktivist har Nelson været med til at danne National Organization for the Reform of Marijuana Laws (NORML), der kæmper for lovliggørelsen af marihuana i hele USA. Han er desuden indehaver af biobrændsel firmaet og varemærket Willie Nelson Biodiesel, hvis produkter er baseret på vegetabilske olier. Nelson filmdebuterede i 1979 med The Electric Horseman, hvor han spillede overfor Robert Redford og Jane Fonda instrueret af Hollywood-veteranen Sydney Pollack.
Siden er det frem mod vor tid blevet til en lang række filmroller samt medvirken i en del dokumentarfilm og diverse tv-shows. Nelson, der er medforfatter på et pænt antal af bøger herunder flere selvbiografier, er en levende legende i ordets smukkeste betydning, der som status af en slags ‘national treasure’ (national skat) repræsenterer de mest positive sider af og værdier i det amerikanske samfund såsom frisind, tolerance, ressourcebevidsthed og medfølelse for mennesker, der er født på skyggesiden.
Efterskrift af Mads Kornum
At Willie Nelson i den grad er still going strong oplevede to journalister og countrymusikelskere Kristina Svith Villadsen og Evelina Gold ved selvsyn, da de tidligere på måneden oplevede ham LIVE på hjemmebane i Texas. Villadsen og Gold der sammen laver den stærkt anbefalelsesværdige Ladies of Folk – en podcast om folk- og countrymusik skrev således følgende på deres facebookside i forbindelse med oplevelsen:
I går var 5000 mennesker samlet foran en udendørs scene lidt uden for San Antonio i Texas. Kyssende kærestepar, forældre, der løftede deres børn op, så de bedre kunne se, venner med armene om hinanden. Kvinder i flagrende sommerkjoler og cowboyboystøvler, mænd med to fletninger og foldede bandanaer om panden, pensionister i sundhedssandaler. Små skyer af potrøg steg op i natten, selv om alle var blevet kropsvisiteret ved indgangen.
Willie Nelson gik ind på scenen med faste, rolige skridt, tog plads på en skammel ved siden af sin ene søn og smilede sit venlige smil til hver eneste af os 5000 dødelige. Vi græd, sang og smilede os igennem koncerten. Hans stemme var ikke i nærheden af at være 90 år gammel. Heller ikke hans humor. Indimellem løftede han sin stærke, senede arm i vejret med knyttet næve, og det føltes hver gang som en forsikring om, at livet er en fantastisk gave.
På et tidspunkt introducere hans søn en sang, han havde skrevet ud fra en sætning, Willie havde sagt. En Willie-sang, som Willie ikke havde skrevet, som han sagde. “If I die when I’m high, I’m half way to heaven,” sang de.
Nu kører vi i 35 grader på texanske landeveje med græssende kvæg, uendelige indkørsler til enorme ranches, majsmarker og svævende gribbe i den blå himmel. Half way to heaven.
– Ladies of folk den 15. april 2023
