Woodstock Festival – 50 år – hvad er det vi fejrer?

"Et bud på svar findes i den nye bog ”The Stars Are Out Tonight” af Thomas Vilhelm & Henrik Hildebrandt"

Fotograf: Henrik Hildebrandt

Den mest legendarisk festival over dem alle fejrer 50-års jubilæum i denne uge, og forfatter Thomas Vilhelm har i den forbindelse leveret et opdateret essay – ‘Woodstock generationen 1969-2019’ – som vi over de næste par dage bringer  i 2 dele.

Essayet er baseret på versionen, der er med i Henrik Hildebrandt og Thomas Vilhelms bog ‘The Stars Are Out Tonight’, der udkommer den 15.08. på selve 50-års dagen for festivalens start.

Som bekendt blev den længe planlagte og stort anlagte “Woodstock 50” aflyst få uger, før den skulle finde sted. Det er også omtalt i essayet. Det betyder dog ikke at dele af ånden fra Woodstock ikke lever videre.  I staten New York afholdes således i dagene 15.-18.08.19 en festival ved navn ”Yasgur Road Reunion” – og læser man nedenstående essay, så ved man hvorfor navnet Yasgur Road er en væsentlig del af historien om Woodstock. Programmet på denne festival består dog udelukkende af ukendte navne – og så vidt vides kommer der ikke musikere, som medvirkede på selve den oprindelige festival.

Til gengæld er der fire navne fra den originale festival, man kan opleve på selvsamme område, som festivalen dengang blev afholdt på – nemlig hos ”Bethel Woods Center – Center for the Arts”, der markerer jubilæet med koryfæ koncerter i dagene 16.08 – 18.08. Meget passende kører de med mottoet “Same place – Different time – still historic”. 

Blood Sweat & Tears – og Edgar Winter var der i 1969 – og på denne fredag 50 år efter leverer de forspil til Ringo Starr & His All-Star band. Dagen efter er turen så kommet til en endnu større festival legende Santana, der har fået  Doobie Brothers med som opvarmning  , og så slutter John Fogerty af med et brag under ledsagelse af to af nytidens spændende navne Tedeschi Trucks Band + Grace Potter. 

Side 33 har stemningsrapportørere afsted til koncerterne med Santana og John Fogerty – og forventer at kunne bringe såvel foto som tekst fra begivenhederne.

Essay om ”Woodstock” – 1 del  – Woodstock-generationen 1969-2019

Max Yasgur, piberygende republikaner og farmer, der dagligtproducerede anseelige mængder mælk fra fritgående køer, blev en af heltene i fortællingen om den stadig sagnomspundne Woodstock Festival, der fandt sted på hans jord i Bethel, New York den 15.-18. august 1969. December 2019 ville hanvære fyldt 100 år, men døde allerede i 1973 kun 53 år gammel. Månederne op til den planlagte hippiefest brugte Yasgur en del kræfter på at overbevise det lokale bystyre og borgerskabet om, at han var i sin gode ret til at udleje sit areal til Woodstocks festivalledelse trods modstand og direkte had rettet moden ungdomskultur, mange ikke forstod og helst så forsvandt.

Farmeren, der sågar modtog dødstrusler pr. telefon, stod fast trods opfordringer til boykot af hans mælkeproduktion. Den amerikanske konstitution med dens indbyggede frihedsrettigheder skulle gælde for alle, også dem man ikke brød sig om, eller hvis livsstil og værdier man ikke just abonnerede på. Derfor blev udlejningen af jorden en principsag for ham. Yasgur
talte til et sted mellem 400-500.000 mennesker under festivalens tredje dag ogudtrykte begejstring for, at alt forløb så fredeligt. Han opfordrede sin egen generation til at række hånden ud til den yngre. Jublen strømmede Yasgur i møde. Sat lidt på spidsen havde det alternative Amerika fundet en ny helteskikkelse, der tilmed sørgede for flydende og fast føde til det enorme publikum i det omfang, leverancerne kunne komme ind på pladsen. En logistisk udfordring af de store.

Arrangørerne bag den gigantiske event med deres krølhårede talsmand Michael Lang i spidsen kæmpede før, under og efter festivalen netop med logistikken og måtte have hjælp fra hæren og politiet, så vejene til forsyninger, udstyr og nødvendig lægehjælp blev holdt åbne, og at de mange optrædende kunne flyves ind med helikopter tæt på scenearealet. Lettere ironisk gik det hele ikke uden en håndsrækning fra de myndigheder og autoriteter, mange unge ellers havde det svært med i en tid, hvor Vietnam-krigen rasede, og Nixon-administrationen sad ved magten.

Michael Wadleighs Woodstock: 3 days of peace and music giver et fascinerende indblik i begivenhederne, tankerne bag og musikken, som publikum strømmede til i tusindtal for at dyrke. Især den tre timer og 45 minutter lange ”The Directors Cut” ude på dvd og Blu-ray i en flot restaureret version er anbefalelsesværdig og spækket med timevis af ekstramateriale, hvilket også gælder det seksdobbelte cd-sæt Woodstock 40 Years On: Back To Yasgur´s Farm udgivet af Rhino i 2009. Knap otte timers musik med samtlige grupper og solister bortset fra Ten Years After, The Band og Keef Hartley Band, hvor det
ikke var muligt at indhente de nødvendige tilladelser. Cd-boksen hører til blandt de mest omfattende lydgengivelser fra Woodstock, der officielt findes på markedet, inklusive klip med vigtige beskeder til publikum og advarsler om dårlige LSD trips i omløb.

Richie Havens åbnede festivalen fredag den 15. august klokken 17 foran knap 100.000 mennesker og sang om Freedom,
mens antallet af tilrejsende steg og steg. Jimi Hendrix lukkede ballet mandag morgen den 18. august klokken ca. 9.00 med sit i hast sammensatte Gypsy, Sun and Rainbows orkester, men da havde de fleste allerede forladt pladsen og hørte
således ikke Hendrix flænse luften med sin sønderlemmende udgave af Star Spangled Banner. En sådan håndtering af den amerikanske nationalsang kunne næppe opfattes som andet end et klart politisk statement. I alt 32 navne nåede at bidrage til programmet, der grundet voldsomt regnvejr og andre forsinkelser varede et lille halvt døgn længere end planlagt.

Af de gæstende kunstnere er Richie Havens, Tim Hardin, Ravi Shankar, Janis Joplin, Joe Cocker, Johnny Winter og Jimi Hendrix ikke blandt os længere, hvilket ligeledes gælder toneangivende musikere fra bands som Canned Heat, The Who, Jefferson Airplane, Ten Years After, Grateful Dead, The Band og The Paul Butterfield Blues Band. Så der måtte under alle omstændigheder nye kræfter til under fejringen af Woodstocks 25 og 30-års jubilæum i 1994 og 1999. Festivaludgaven i 1999 huskes dog for det mindre gode skæmmet af en del anmeldelser for vold og seksuelle krænkelser. Det skulle ikke gentage sig i 2019, når den helt store 50-årsfejring var planlagt til at løbe af stablen den 16.-18. august, hvor man satsede på, at mindst 100.000 mennesker ville dukke op på festivalarealet ved Watkins Glen i delstaten New York. Der er styr på
tingene, lød det.

Det lovede Michael Lang de amerikanske medier, der flittigt omtalte den kommende event. Men af flere grunde måtte han og den øvrige ledelse bag Woodstock 50 give op og aflyse hele begivenheden. Dette meddeltes i en presseskrivelse udsendt i slutningen af juli måned ca. tre uger før jubilæumsfesten. Undervejs sprang hovedsponsoren fra, og en ny måtte findes. Værre situation opstod, da myndighederne tøvede med at give den endelige tilladelse til at afholde eventen ved Watkins Glen. Billetsalget røg på stand by. Nyt og langt mindre areal blev fundet, men tiden løb ud, og aflysningen er
på den baggrund forståelig. De optrædende bands samt solister havde i forvejen modtaget samlede honorarer på et større tocifret millionbeløb i dollars. Forsøg på damage control endte med en bet af dimensioner, og hvilke økonomiske og juridiske konsekvenser aflysningen medfører, må tiden jo vise. Kort sagt ærgerligt og beklageligt.  r

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.