Yoko Ono, født den 18. februar i Tokyo, Japan, var ingen måde skyld i Beatles opløsning, som den mest dyneløftende og useriøse del af den britiske presse med et alt andet end godt ry i mange år forsøgte at bilde læserne ind, og hun er meget andet end blot John Lennons muse, daværende ægtefælle og stadig enke. Yoko Onos kunstneriske, musikalske, humanitære, politiske og feministiske virke er samlet set af et enormt og imponerende omfang, der kun kan antydes i et rundt og summarisk fødselsdagsportræt. Dette gælder tilsvarende hendes bestræbelser ud i at holde John Lennons arv i live samt forvalte den bedst muligt såvel som medlem af The Beatles og solo.
Samtlige beatler har afvist Onos påståede medskyld i deres interne problemer og officielle brud i 1970. Ringo Starr spiller på flere af Onos soloudgivelser, og ad åre er hendes forhold til Paul McCartney blevet bedre og bedre. Yoko Ono er således næppe den karikerede heks, hun er gjort til nogen steder, men nærmere en uhyre determineret kvinde i alt, hvad hun har involveret sig i gennem sin knap 70 år lange professionelle karriere som dadaistisk inspireret avantgardekunstner, sangskriver, musikproducer, keyboardspiller, kurator og eksperimenterende filmskaber.
Musikalsk mangfoldighed i eget regi
Ono, der har udgivet 14-15 albums i eget regi og medvirket på flere af Lennons plader også med navns nævnelse, favner stilistisk bredt som soloartist; fra det esoteriske, avantgardelignende og jazzede over alternativ rock, syrede indfald, new wave og pop til dance, electronica og direkte støj. Jeg er indrømmet ikke den store fan af de mere skrigende udskejelser i hendes performancekunst, men letter på hatten for modet til kompromisløst at være sig selv. Som i årene med Lennons Plastic Ono Band har Ono efter hans død skabt sit eget af samme navn og brugt det på flere udgivelser.
I 1952 rejste Yoko Ono med familien til New York og blev fra starten af 60’erne en aktiv del af storbyens evigt vibrerende og kunstneriske undergrundsscene tilknyttet Fluxus gruppen, der blandt andet vægter selve arbejdsprocessen højere end det færdige resultat. Inden da læste Ono litteratur og studerede avanceret kompositionsteknik med rod i avantgarde- og 12-tonemusik og færdedes i bohemekredse, forældrene ej brød sig om, hvor hun lærte notabiliteter som John Cage at kende. I 1962 giftede Ono sig med jazzmusikeren, filmmanden og kunstsamleren Anthony Cox, med hvem hun fik datteren Kyoko. De blev skilt kort tid før ægteskabet med John Lennon.
Den første Beatles berøring
Den indledende berøring med Beatles lejren fandt sted, da Ono i midten af 60’erne besøgte McCartney for at bede om noget materiale til et John Cage bogprojekt. McCartney sagde nej og henviste til John Lennon, der senere gav hende sin håndskrevne tekst til The Word fra Rubber Soul pladen. Lennon mødte Ono for første gang november 1966 og blev introduceret til hende af kunstkenderen John Dunbar i et galleri i London, hvor Ono forberedte sin Unfinished Paintings udstilling af konceptkunst, skulpturer og malerier. Et af disse kæmpemalerier bar titlen Ceiling Painting/Yes Painting, hvor der hørte en hvidpenslet stige til. Lennon gik op af den og kunne gennem et installeret forstørrelsesglas skimte ordet ‘Yes’.
Lennon var fuldstændig solgt og ville købe en af hendes skulpturer, men Ono ville blot have fem shillings og gjorde desuden et nummer ud af ikke at kende til Beatles musik og berømthed. De begyndte at skrive sammen i al hemmelighed, mens Lennon stadig var gift med Cynthia, der dog undrede sig, da Ono begyndte at ringe til deres hjem. Forholdet mellem Ono og Lennon fik yderligere næring i løbet af 1968, hvor Lennon skrev flere sange med reference til Ono, Julia og Happiness Is A Warm Gun, inkluderet på det hvide dobbeltalbum. Ono blev gravid, men tabte drengebarnet ved fødslen.
Deres første fælles og eksperimenterende udspil, Unfinished Music No. 1: Two Virgins, udkom på Apple i slutningen af 1968 med Lennon og Ono nøgne på forsiden. Efter de blev gift, fulgte Ono trofast Lennon overalt; til Bed In happenings, pressekonferencer, fredsdemonstrationer, i studiet og live på scenen i Toronto med Plastic Ono Band, der resulterede i et koncertalbum. Ono udgav sin første solo-lp i 1970, Yoko Ono/Plastic Ono Band, parallelt med Lennons eget John Lennon/Plastic Ono Band. Lennon medvirkede på og producerede de følgende Ono albums Fly (1971) og Approximately Infinite Universe (1973). Lennon røg derefter ind i sin såkaldte og næsten halvandet år lange Lost Weekend i Los Angeles, hvor han drak sig fra sans og samling og var Ono utro.
Still Walking
Hun valgte dog at tilgive hans heftige eskapader, og de fandt sammen igen efter separationen. De fik sønnen Sean og helligede sig familielivet fra 1975-80, det vil sige især Lennon, mens Ono plejede deres kommercielle interesser og forretninger. Efter fem års pause udkom deres fælles satsning Double Fantasy (1980), der strøg mod de øverste hitlisteplaceringer verden over. Få uger senere blev Ono enke, efter den sindsforvirrede Mark David Chapman skød John Lennon den 8. december 1980 foran opgangen til lejligheden i Dakota bygningen i New York, efter parret forinden havde arbejdet på Onos nummer Walking on Thin Ice. Det udkom to måneder senere som single dedikeret til John Lennon.
1984 udkom det posthume Milk and Honey album med overskydende materiale fra Double Fantasy sessionerne. Ono forsatte sin solokarriere og opnåede en vis kunstnerisk som kommerciel succes med pop-rock udgivelsen Season of Glass (1981), den første efter Lennons død. Dernæst fulgte Starpeace (1985), Rising (1995) og A Story (1997), som alle solgte fra skidt til acceptabelt. Det er foreløbigt blevet til fem albums siden Millenniumskiftet hvoraf det seneste, Warzone (2018), er en form for antologi udsendt for at markere hendes 50-års jubilæum som musikproducerende kunstner.
Japanskfødte Ono, der ydermere står bag en række bøger og monografier af kunstnerisk karakter, har etableret flere storstilede projekter til ære for sin afdøde og på alle parametre legendariske husbond. Her kan nævnes Strawberry Fields memorial på Manhattan nær Central Park, Imagine Peace Tower på Island og John Lennon Museet i Saitama i Japan, sidstnævnte blev dog lukket i 2010. Tjekker man linernoterne på Yoko Onos musiske værkfortegnelse, fremgår det, at en del berømtheder som John Lennon, Ringo Starr, Mick Jagger og Eric Clapton har siddet ind som gæster.
Hertil skal føjes et utal af studiemusikere fra rock, – avantgarde- og jazzverdenen, og her tales der de ypperste kapaciteter. Nok har Ono været en omstridt personlighed på verdensscenen, men har tilsvarende nydt stigende anerkendelse fra ligesindede, der værdsætter hendes mod til at gå nye og egne veje. Hendes største kærlighed gennem et nu 90 år langt og begivenhedsrigt liv kan sagtens være stolt, hvor end han måtte befinde sig på stjernehimlen.
Sange om og til Ono
En artist af den karakter er der naturligvis skrevet sange om og til – her er der tre gode og ganske forskellige bud: