Akustisk tour, julesingle, og duet med Mike Andersen

"Det bliver tidlig jul i år hvis du er Kajsa Vala fan"

Fotograf: PRESSEFOTO

Kajsa Vala har næsten lige afsluttet en succesfuld tour på landevejen som sidewoman hos Stine Bramsen.

Men hun smeder mens både guitar og stemmebånd stadig er varmt, og hun er således allerede i gang med en mindre akustisk efterårs tour i eget navn sammen med sit band bestående af hendes mand Anders Thorborg, og deres gode musikalske venner Astrid Steen Noringriis og Nis Nørgaard Hybel.

Touren har fået titlen ”Helt tæt på”. Her er udgangspunktet at Kajsa Vala vil tage sangene tilbage til rødderne, og dele ud af historierne bag. Forvent harmoniske arrangementer fyldt med frydefulde vokaler og masser af nærvær.  

I sidste uge spillede Kajsa Vala to udsolgte koncerter hos VinDanmark i hjembyen Århus, og i næste uge indtager hun København og Vestegn med sin lille kvartet, inden touren holder pause frem til den 26. januar, hvor de er hos Gnisten i Ry, og ellers fortsætter turen med pletvise job i løbet af vinter og forår 2024. Men hvis du skal fange Kajsa Vala på denne side af nytår, er det enten på det spændende nye spillested Kulturhuset Kilden i Brøndby den 23. november eller den 26. november på Hotel Cecil, København. Der meldes om få billetter tilbage til sidstnævnte koncert.

Den 15. september udsendte Kajsa Vala iøvrigt hendes seneste single ”Always on the run”, og den er også udgivet i en LIVE-SESSION video, der i den grad viser, at der bør været noget at glæde sig til for publikum til de kommende koncerter.

Ny single og video med Mike Andersen

Men der er andre stemmer, der også passer perfekt ind i et Kajsa Vala univers. Mike Andersen er en af dem. Det kan høres på den helt aktuelle single ”Fly Free”. En single, der ovenikøbet spiller sig ud over næsten fem minutter, som en dejligt modspil til de kortere og kortere singler på streamingtjenesterne.   

Kajsa og Mike har tidligere optrådt nogle få gange sammen live, og der har åbenlyst været en gensidig musikalsk gnist, der både matchede og kaldte på mere. Det får vi nu i form at en sang, der kom til dem på ganske få timer. Sangen blev indspillet i et lokalt studie, og de lagde både deres vokal og guitarpartier ned samtidigt i et live-take. Dette er ‘take’, du ser i den officielle musikvideo.

Kajsa tog derefter studiets bas ned fra væggen, og lagde derefter trommer på. Til sidst greb de begge en elektrisk guitar og tilføjede guitarsoloerne og guitar battlen, der afslutter sangen.

Julesingle med Nothern Assembly

Men det stopper ikke her med Kajsa Vala nyt. For den julesingle, som Northern Assembly udgiver den 24. november, er nemlig arrangeret, spillet og sunget i samarbejde med Kajsa Vala.

Northern Assembly – der den 27. oktober udsendte deres tredje album ”Choir of Trembling Hands” – fyldt med atmosfærisk fritflydende roots-rock, har hvert år siden 2017 udsendt en julesang. I år har de fundet inspiration i en af de helt store juleklassikere ”Dejlig er jorden”. En sang, som oprindeligt slet ikke er en julesang, men en pilgrimssalme – en vandringssang.

“Vi har skrevet en hyldest til rejsen, som vi alle er på igennem livet og har kaldt den Pilgrims. At se livet som en slags pilgrimsvandring er også at anerkende værdien af at stoppe op, se dig omkring og påskønne, hvor smuk den verden, vi lever i, er, og hvor meget vi i virkeligheden har at leve for. Det er den ånd og kærlighed til livet, som vi giver videre fra slægt til slægt”, forklarer Northern Assemblys Dina og Andreas om deres genfortolkning

Kajsa Valas eminente guitarspil og americana-stil er det perfekte match til Northern Assemblys folk lyd, og det er hende, der har givet “Pilgrims” sin guitarlyd.

“Det har været spændende og inspirerende at samarbejde med Northern Assembly – og fedt at få lov til at være med til at farve deres fine sang”, fortæller Kajsa.

Både Northern Assembly og Kajsa Valas musik klinger ofte af store vokalharmonier, men for Northern Assembly var det forfriskende og nyt at arbejde med to kvindevokaler i front. Side 33 har smuglyttet, og selv her midt i november må det erkendes, at den skønne flerstemmighed og det lydbillede, der kommer ud af det stemfulde møde, da nok skulle kunne bringe lidt ekstraordinær julestemning på øregangen.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.