Blik, Blik, Banger – vol. 8

”Alt er i spil hos Maja Og De Sarte Sjæle, Still Midnight og Kom Vi Løber ”

Fotograf: Singlecover (beskåret)

Så er der igen single nyt fra Maja og De Sarte Sjæle, hvorfra Maja Rudolph i øjeblikket hænger på væggen i VEGA i København, som en del af deres 50/50-projekt. ’50/50′ er en portrætserie, der hænger i Store Vega indtil 19. april. Den sætter fokus på den skæve kønsbalance i musiklivet.

På udstillingen kan man opleve artister som Alberte Winding, Astrid Engberg, Lydmor, Annika Aakjær, Katinka, Brimheim, Ericka Jane, Kira Skov, Prisma, Annisette og Hanne Boel. I alt er 51 artister er med i serien. De spiller alt fra energisk poprock over selvsikker hiphop til mørk death doom. En er 20 år, en anden er 72. Nogen i starten af deres karriere, andre på toppen. Og så er ingen af dem mænd.

Maja Rudolph – Foto af Merle Mejlby – fra ’50/50′

EM FEBER på ny single

Mænd var der til gengæld fokus på i sommeren 92, hvor Danmark blev europamestre i fodbold. Den nye single ”Euro92” fra Maja Og De Sarte Sjæle er inspireret af danskerne sindstilstand under EM og genåbningen i 2021. En sindstilstand, der på mange måder minder om den, vi så under EM i 1992. Heraf titlen på sangen.

En sang, der som John ’Faxe’ Jensen nok ville udtrykke det, da bestemt er ’ramt lige i røven’, og da gerne skulle indeholde nok af målgivende toner og vibrationer til at skyde sommeren 22 godt i gang!

Bandet slutter deres 2021/22 tour med koncert på Lille Vega den 30. marts, hvor den talentfulde Sille Trolle er med som opvarmning. Derefter drager de på support-tour med Annika Aakjær i maj/juni

Nyt band spøger og svæver i mørket inden debut

Still Midnight er en københavnerbaseret trio, der består af Thomas Bang (lead & backing vox / guitars), Stefan Weinreich (guitars, bass, keys, synths , programming), og Mark Winther (drums / percussion / programming). Weinreich og Winther var indtil sidste år ligeledes en del af bandet Falderebet, som de dog forlod efter udsendelsen af debutalbummet. Det blandt andet for at hellige sig arbejdet med Still Midnight.

I perioden 2019-2020 udsendte Still Midnight seks singler og videoer, der vakte berettiget opsigt, med et spændende blend af electronica og rock, og referencer til de mørklødede storbystemninger, som de lød i Berlin, Sydney, London og New York i 70’erne, 80’erne og 90’erne. Er du f.eks. til en andet anbefalelsesværdigt dansk rockband som Ring Them Bells, så tænker jeg bestemt, at du også skal lytte med her.  

De mange singler fik kredset bandet ind på det materiale, som de nu vil præsentere på det kommende debutalbum, der udkommer den 22. april 2022 i alle formater (vinyl, CD, digital) via Sublime Exile Recordings. Der afholdes release koncert den 23. april i uKirke i København V.

På det kommende album vil man blandt andet kunne finde den forrige single ”This Scene” og den i dag udsendte ”Return”, der igen har fået en passende billedside, skabt af Nicky De Silva.

Stadig noget at løbe og lytte efter

“I kraven, I knoglen” er den femte single, som Kom Vi Løber har udsendt siden den mildt sagt lovende debut ”Skt. Hans”, som vi her på siden gav 5 ud af 6 ’Side 33 skiver” under overskriften –  ”Tiden løber aldrig fra en sprogets stemme”.

Og det er stadig kombinationen af tekst og musik, der i den grad rammer når man lytter til Kom Vi Løber, der er centreret omkring sanger, sangskriver og musiker Lone Slot Nielsen.

Singlens upbeat og feststemte rock-melodi rummer på samme tid en melankolsk sansning og en tilbageskuen efter livets og ungdommens umiddelbare stunder – og et ønske om at finde tilbage til umiddelbarheden, som er svær set fra et voksent perspektiv. “I kraven, i knoglen” er en poetisk rock-fortælling, der er pakket med sanseerfaringer, som er med til at kaste lys på lige netop den følelse, hvor man fornemmer skygger af sig selv fra svundne dage.   

Resultatet bliver et levende og livsbekræftende nummer, der føles som et bevægeligt frirum for erkendelsen at alting ikke altid går op, og at det bare er okay.

Andet Kom Vi Løber album ”Parafrase” udkommer den 20. maj via Songcrafter Music.

Den aktuelle video er i øvrigt instrueret af Solvej Nygaard Gregersen, der under navnet SOLVEJ sidste år udsendte et af 2021’s absolut stærkeste album ”Drømme på dage, hvor tanken er tung”  

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.