Efterspurgt julealbum endelig ude på LP

”Jesper Bjarnesen er manden bag en tidløs Swinging Christmas”

Fotograf: Frank Nielsen

Trods mere end 40 år som professionel på den danske musikscene er det næppe hovedparten af SIDE 33’s læsere, der kender meget til navnet Jesper Bjarnesen – medmindre man er fra hans hjemby Horsens eller omegn, hvor han jævnligt optræder i diverse sammenhænge.  

Han har en særdeles fremragende sjælfuld og blåtonet vokal, der bemærkes uanset om han synger rock, blues , hygge- eller dansemusik. Jesper Bjarnesen gør nemlig lidt af det hele – og kan bære det!  

I 90’erne var han en del af det lovende rockband Shot Gone, hvis endelig gennembrud dog aldrig kom på baggrund af to ellers glimrende og slidstærke album. Siden har han udgivet både i eget navn, og med forskellige andre konstellationer indenfor både jazz og blues – senest med sit nyeste påhit – bandet JB & the Hüggeli, hvis debutalbum vi anmeldte her på siden.  

I 2001 udgav Jesper Bjarnesen i eget navn albummet ”Swinging Christmas”, hvor han uden kvalitetsudsving blev bakket op af det midtjyske band Kim Bacon, og havde Rikke Mølgaard som duetpartner på en lækkerbisken af en fortolkning af klassikeren ”Baby it’s cold outside”. Et album med 11 af de mest velkendte juleklassikere, som f.eks. ”Rocking Around The Christmas Tree”, ”I Saw Mamma Kissing Santa Claus” og ”Winter Wonderland”.

Det afgørende og rammende er at disse 11 numre samlet hørt får tilført en frisk energi,  fordi Bjarnesen og de gode folk omkring ham leverer præcis det titlen mere end svagt antyder – sange der swinger. Det gør de i et musikalsk univers, der nok af de fleste vil blive placeret under kategorien jazz, men også har masser af elementer af blues, boogie og soul.

Albummet blev oprindeligt udgivet på CD, og er blev genudgivet i dette format 2016 med nyt cover og i en ‘digitally remastered” udgave – og har i alt solgt i hele 5000 eksemplarer, men har også i mange år været ganske efterspurgt på vinyl.

Det ønske er nu opfyldt, og Jesper Bjarnesen har her op til jul udsendt albummet på vinyl for første gang. Og genhørt, så er det bare at konstatere, som så meget andet ved julen – der er nu noget ved at vende tilbage til noget, der bare holder år efter år!

Bestemt en lille hyggespreder af en juleklassiker i dansk musikhistorie. Anbefales varmt i en kold tid, hvis du vil have et originalt bud på det traditionelle.  

Første udgaven af CD’en fra 2001

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.