En Rock ’n’ Roll legende takker af!

”Rock Nalle indstiller karrieren grundet kronisk sygdom”

Fotograf: Brian Selander

Bookingbureauet WE DO MUSIC og Rock Nalle har i dag udsendt en pressemeddelelse med følgende ordlyd:  

Grundet sygdom har Rock Nalle alias Roland Lyhr Sørensen i samråd med familie, venner og management besluttet at indstille karrieren. Nalle har igennem flere år kæmpet med KOL og Parkinson, som forværres med tiden. For nylig har en lungebetændelse ydermere gjort den generelle sundhedstilstand dårligere.

De seneste 3 år har Nalle turneret med Michelle Birkballe Band, hvor han har oplevet en utrolig stor kærlighed og hyldest fra publikum. Han ønsker at takke arrangører, musikere og publikum for den store opbakning og udtaler: ”Det har været et smukt og rørende punktum, som vil leve i mig for altid”.

Samtidig ønsker Nalle at takke for de mange fantastiske oplevelser igennem den lange og flotte karriere: ”Jeg er meget taknemmelig for de vidunderlige oplevelser, som jeg har fået igennem musikken – både i svære og gode tider”.

En karriere på næsten 60 år

Nalle fylder næste år 80 år og kan se tilbage på en fantastisk imponerende karriere, der startede i begyndelsen af 1960’erne med bandet The Teddy Bears. Nalles første store hit kom i 1966, da han i samarbejde pladeproducenten og vennen fra vuggestuen i Odense Johnny Reimer udgav en dansk version af Wilson Picketts In The Midnight Hour. I de efterfølgende år turnerede han med det engelske band Big Sound og Nalle markerede sig som Danmarks førende soulsanger.

I midten af 1970’erne indledte Nalle et samarbejde med pladeproducenten og sangeren Gustav Winckler og dennes søn Michael Winckler. Med tekster af Torben Eschen blev der lavet danske udgaver f.eks. La Bamba (Ritchie Valens), Cottonfields og Good Golly Miss Molly (Little Richards). I 1978 udkom sangene Go’e Gamle Fru Olsen og Min Fars Roemark I Skjern. Begge blev store hits og især førstnævnte fik populariteten til at eksplodere efter en tv-optræden hos Jørgen de Mylius.

I 1980 udkom albummet ”Bare Mig”, som bl.a. indeholdt hittet Amanda – en sang som Nalle havde fået af Kim Larsen i bytte for et par af Nalles sko, som Larsen havde forelsket sig i.

Efter en årrække med personlige problemer og et stofmisbrug fik Nalle i 1996 comeback.

Siden 1996 er det blevet til over 1000 koncerter og adskillige udgivelser i forskellige konstellationer – Nalle & The New Big Sound som turnerede Danmark tyndt, Nalle And His Crazy Ivans som også havde stor succes i udlandet, trioen Theessink, Nalle & Møller med hvem det blev til flere Danish Music Award priser og ikke mindst trioen med de internationalt anerkendte amerikanske blues musikere Omar Dykes (fra Omar & The Howlers) og Magic Slim.   

Siden 2019 har Nalle turneret med Michelle Birkballe & Band som special guest og som en hyldest til Nalle og hans betydning for Michelle, musikerne og hele denne stilart i Danmark. For flere af musikerne har Nalle haft en rolle som læremester og musikalsk far.     

Senest åbnede et Rock Nalle Museum i Hørve på Sjælland, hvilket også fik omtale her på siden.

Pressefoto

Læremesteren

Bag WE DO MUSIC står arrangøren og musikeren Ulrik Bust. Han har i forbindelse med dagens melding uddybet hvad den betyder for ham personligt. På hans egen Facebook profil skriver han blandt andet følgende:

”Denne pressemeddelelse har ikke været nem at skrive – faktisk noget af det sværeste jeg har skrevet, fordi der er så mange følelser og oplevelser involveret. Det er en blanding af vemod og taknemmelighed.

Vemodigt fordi det er sidste gang, at jeg har stået ved siden af Nalle på en scene. Taknemmelighed fordi jeg har haft æren af det mange hundrede gange i løbet af de seneste 21 år og det har været en kæmpe fornøjelse.

Nalle og jeg klikkede musikalsk fra første tone og med tiden blev det også til et stærkt og fortroligt venskab. Nalle tog mig med på landevejen og uddannede mig som musiker samtidig med, at jeg gik på konservatoriet – hvor Nalle også medvirkede til min eksamen – en perfekt kombination for mig. Han har været som en musikalsk far og lært mig SÅ meget.

Eksempelvis at man altid giver sig 100% og spiller fra hjertet.

Jeg har den største respekt for Nalles imponerende karriere og liv.

Mit første møde med Nalle virkede skæbnebestemt og ret utroligt:

En søndag aften i starten af 2001 så jeg en udsendelse på DR om dansk rock historie – Nalle medvirkede i det afsnit. Jeg kendte ham ikke så godt, men han gjorde et kæmpe indtryk og jeg tænkte straks, at jeg ville elske at spille med ham. Dagen efter ringede telefonen med et tilbud om at spille en koncert med ham (man skulle tro det var løgn eller overdrevet, men det er det ikke !!)

Ret hurtigt blev jeg fast saxofonist for ham og samtidig en del af de fantastiske musikere, der omgav ham og som også udviklede sig til gode venskaber. Vi har i den grad turneret Danmark tyndt og også haft ture til Egypten og Norge.

Jeg husker tydeligt fornemmelsen af at komme ind i turbussen, som Nalle altid selv kørte, til tonerne af noget amerikansk musik som Nalle lige havde opdaget – det blev altid præsenteret højt og entusiastisk. Altid musik med rod i den sorte amerikanske musik.

De gode oplevelser vil hænge ved for evigt og nu vil jeg glæde mig til samvær og gode snakke med min ven Nalle i hans otium.”

Ulrik Bust Privatfoto

Bring it on home

Også Michelle Birkballe kommer i dag med en personlig udtalelse på hendes Facebook side. Hun skriver blandet andet:  

”Den senere tid, har vi været noget bekymret for vores kollega og ven, Nalle og hans helbred.

Han er her heldigvis endnu, men dog bliver det trist at fortsætte den musikalske rejse uden ham. Det er slutningen på en æra, og det er svært at skulle fordøje, synes jeg.

Jeg kommer aldrig, aldrig, ALDRIG til at få en sangmakker og med-solist som Nalle igen.

Hvor HAR vi dog nydt at have ham med de senere år. Hold OP hvor har det været vildt, sjovt og til tider, fuldstændig vanvittigt.

Jeg har sunget “Bring it on home” med ham for sidste gang. Jeg kommer nok aldrig til at synge den igen. Har simpelthen ikke lyst til at synge den sang mere, når Nalle ikke står på min venstre side og blinker til mig når det er min tur.

Nalle, du er mit største forbillede, og jeg bøjer mig i støvet for alt hvad du har gennemgået, kæmpet for, og opnået. Jeg håber virkelig der en dag bliver gravet i din historie og der bliver lavet en film om dit liv- for det har virkelig været et levet liv med alt hvad det kan indeholde af… ja… rock and roll.”

Pressefoto

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.