Vinteren er ikke ligefrem den sæson, der oftest forbindes med festivaler, der for de fleste, leder tankerne hen på sommer, sol og kolde fadøl. Men sådan er det ikke på Vestfyn, hvor Strib Vinterfestival har været et musikalsk lyspunkt i den mørke tid siden 1989.
Det var en gruppe engagerede musikentusiaster, der i 1987 stiftede foreningen GUF (God Underholdende Folkemusik), med missionen om at skabe et sæsonbetonet samlingspunkt for lokalsamfundet i den lille by Strib nær Middelfart på Fyn. Oprindeligt var Strib Vinterfestival centreret om folkemusikken, og selvom fokus stadig er håndlavet musik, har festivalen de senere år udvidet sin musikalske horisont, med ønsket om at tiltrække et bredere publikum, og har i dag også jazz, country, pop og rock på musikprogrammet. Omkring 250 frivillige er er en del af holdet, der hvert år realiserer afviklingen af Strib Vinterfestival.
Selvom en vinterfestival måske lyder koldt, afvikles festivalen heldigvis indendørs, nærmere betegnet på Strib skole. Så snart eleverne er sendt på vinterferie, forvandler skolen sig således til en festival venue med to store scener, der i år byder på prominente danske artister som Katinka Band, Lars Lilholt og Oh Land. Ydermere kan gæsterne nyde stemningsfuld irsk folkemusik på den irske pub hver aften, ligesom Caféscenen byder på talentfulde vækstlagsartister i dagtimerne.
Årets hovednavn er irske Heidi Talbot, vis unikke stil skifter mellem Celtic og Americana, demonstrerede blandt andet sit kæmpe talent på Tønder Festival 2022. Samme år udgav Talbot albummet ’Sing It For A Lifetime’, hvor hun igen arbejdede sammen med selveste Mark Knopfler, der medvirker på tre sange.
Billetter sælges både som partout billetter, og til de enkelte koncerter. Køber man til Talbots koncert på Strib får man også en koncert med formstærke Kajsa Vala . Musikprogrammet byder desuden på nye spændende navne som Lasse Storm, Mallemuk og endnu en markant internationalt islæt i form af Laura Oakes, der er et af Storbritanniens nye store sangskrivertalenter indenfor country genren. Oakes, der har vundet ’Best Female Vocalist of the British Country Music Awards’ to gange, har tidligere optrådt i Danmark i forbindelse med Nashville Nights koncert serierne, hvortil hun også vender retur senere på året.
Årets artister på Strib Vinterfestival
Katinka Band
Sko/Torp
Lars Lilholt
Heidi Talbot
Poul Banks / H.P. Lange
Oh Land
Mads Toghøj Band
Kajsa Vala
Laura Oakes
Phønix
Mallemuk
Naja Storebjerg
Jazz Dippers
Dennis McLaughlin
Lasse Storm
Praktisk info
Dato & tid: 08. februar 2024 – 10. februar 2024
Sted: Strib Skole, Røjlemisevej 9, Strib, 5500 Middelfart
Billetter: https://midspar.dk/events/strib-vinter-festival-2024/