I en nylig anmeldelse af det nye album fra danske Barrow, indledte vi med ordene…
Bruce Springsteen har ganske mange disciple verden over. En helt naturlig inspirationskilde for et væld af yngre sangere og sangskrivere. Det er der blevet meget nyt godt musik ud af, for det er jo ganske naturligt. som musiker, at være et produkt af hvad man selv har lyttet til.
Den indledning kan godt tåle en gentagelse, for også den norske sanger og sangskriver Terje Espenes har Bruce Springsteen, som en af sine klare inspirationskilder.
Sidste år udsendte Espenes det glimrende hyldestalbum “Hopes and Dreams – The Songs of Bruce Springsteen”, der rummede 10 primært akustiske arrangementer af velkendte Springsteen sange, fortolket i et spændingsfelt mellem country, roots og bluegras, med behørig respekt for originalmaterialet. Det helt bærende element i det vellykkede resultat var utvivlsomt hans bløde, rolige, varme og mørktonede vokal, der emmer af både sjæl og nærende indlevelse.
Det gælder også når han i front for Jack Stillwater fremfører eget materiale. Espenes skriver teksterne, og musikken skabes i fællesskab med de øvrige medlemmer Morten Huseby (elektriske og akustiske guitarer), Arne Harald Foss (trommer, perkussion) og Odd Inge Rand (bas).
Albummet er bandets femte, og er produceret af Christer Knutsen ((Madrugada, Tumbleweed etc.), der også medvirker på guitar og piano. Knutsen sætter tydelige aftryk på et album, der nok har ånden fra Bruce Springsteen over sig i numre som ”Highway Dust” ”All I Can Think About Is You”, ”Waiting on a Train”, men også udfolder sig som en mangfoldig helstøbt helhed, hvor forskellige aftegninger af roots, country og folk-rock udspilles på absolut højeste niveau.
På den charmerende ”Red Blood, White Dress” er de f.eks. tættere på at gå i sporet af Los Lobos eller Mavericks.
Forrige album hed ”Norwegicana” og udkom i 2019, og blev her på siden kåret til et af det års bedste udenlandske album. Fem ’Side 33-skiver sendte vi efter det”. Et skarpt skåret album, der langt hen ad vejen holdt sig til en stilsikker melodisk formel – med en bundsolid rytmik – og et tydeligt retningsbestemt drive.
Dvælende sange til skumringstimen
Dette album er mere dvælende. Skabt til skumringstimerne. Bortset fra på ”Highway Dust” og på den tunge og effektfulde ”The Gunman” er vi pænt nede i tempo. Til gengæld er der masser at timing.
Lyt bare til albummets filmiske hovednummer – det over syv minutter lange ”Closer To midnight”. Her høres virkelig indflydelsen fra Christer Knutsen, der blandt andet har set det geniale i at få tilført den slags blæsere, der lufter ud, og spiller ind – leveret af Nikolai Hænglse. Et nummer, der til fulde beviser hvad der kan ske, når der er følelser på spil i vokalen og masser af enkle men effektive stemningsmættede lag i musikken.
Espenes er en glimrende ’storyteller’ og sangene er klassiske tro, håb, og kærlighed sange – med masser af (ud)længsel, rastløshed, (af)savn hos forskellige karakterer, der hver især jagter de store svære svar, der måske/måske ikke ligger et sted imellem virkelighedens skygger og støv, og det lille lys i drømmenes tunnel.
Den inderlighed foldes også ud på flotteste vis i åbningsnummeret ”Somewhere Out There In the Night” og på den mageløse og straks smittende ”Closing Time”, der blev skrevet i Corona tidens isolation, og på vidunderligvis indrammer følelsen af at blive overladt til sig selv. At bandet også rummer den mere klassiske tilbagelænede country-rock er ”She’s Stills Crying Over Him” et stilsikkert eksempel på.
Samlet godt 39 minutter, der helt ligesom med omtalte Barrow beviser, at vi her i Norden har de sangskrivere, sangere og musikere, der til fulde kan måle sig med sine amerikanske ligesindede, og måske endda være det ekstra tand interessante, fordi de skriver deres sange ud fra den virkelighed, der lige er lidt tætte på os selv.
Derfor ufatteligt at der endnu ikke er et dansk spillested eller en dansk roots-, folk- eller americana orienteret festival, der har booket Jack Stillwater. For det er vel artistens og sangenes kvalitet, der skal afgøre booking valget, og ikke artisternes nationalitet? – eller har vi mon et nyt emne for ’woke’ bevælgelsen her?
