JEFF BECK ER DØD 78 ÅR

”GUITARISTERNES GUITARIST”  

Fotograf: PRESSEFOTO

En af rockens allerstørste og mest stilskabende guitarister er pludselig død af akut opstået bakteriel meningitis på et hospital nær sit hjem i Riverhall i det sydlige England. Jeff Beck, døbt Geoffrey Arnold Beck, (født den 24. juni 1944 i Wallington, Surrey, England – død den 10. januar 2023) var fra slutningen af 60’erne efter nogle få sæsoner hos The Yardbirds med til at forvandle den tunge bluesrock i retning af tidlig heavyrock ved hjælp af sit eminente spil og tordnende volume i The Jeff Beck Group, der debuterede med Truth (1968).

Her fik han hjælp af Ron Wood på bas, den legendariske sessionpianist Nicky Hopkins og Rod Stewart, der sjældent har lydt bedre sidenhen. John Paul Jones (bas, Hammond orgel) og Jimmy Page (guitar, begge senere Led Zeppelin), Ronnie Wood, Nicky Hopkins og Keith Moon krediteret som ‘You Know Who’ på trommer og timpani indspillede allerede instrumentalklassikeren Beck’s Bolero i 1966 og udgav den året efter som single – et hold bag Jeff Beck, der samlet skriver rockhistorie nok til adskillige bøger.

Truth blev fulgt op af Beck-Ola (1969) Rough and Ready (1971) og Jeff Beck Group (1972), før bandet blev opløst. De to sidstnævnte albums er dog uden Stewart, der var stærkt på vej til at markere sig i eget navn. Et møde mellem to musiske sværvægtere fandt sted i 1972, da Jeff Beck medvirkede på Stevie Wonders hovedværk Talking Book. Beck høres på Another Pure Love, hvor han brillerer med sine blues- og jazzfarvede seksstrengs ekskursioner, der højner en i forvejen blændende sang yderligere.

Wonder havde stillet Beck i udsigt at få lov til at indspille singlehittet Superstition nogenlunde samtidig med udsendelsen af Talking Book. Men Motowns folk vurderede, at nummeret ville gå til tops på hitlisterne og derfor skulle ud i en fart. Ydermere blev lanceringen af supertrioen Beck, Bogert & Appice’s debutalbum forsinket i flere måneder, så deres version først nåede lytterne marts 1973.

Fra midten af 70’erne og i 80’erne eksperimenterede Jeff Beck med en fusion af jazz-rock, tungmetallisk lyd og mere avancerede udtryk tilsat skæve taktarter ikke sjældent afviklet i svimlende tempi gnistrede af virtuos vildskab, når kapelmesteren og hans hold af suveræne sekundanter gav den nogle over frakken.

Størst kommerciel succes og tilsvarende kunstnerisk fik Beck med Blow by Blow (1975), der indeholder en underskøn fortolkning af Stevie Wonders Cause We’ve Ended as Lovers, og Wired (1976) med en tilsvarende kvalitet i udgaven af Charles Mingus’ Goodbye Pork Pie Hat, der beviser Becks flair for melodisk spil og totale kontrol over hver enkelt tone.

Disse salgssucceser blev fulgt op af  There & Back (1980), Jeff Beck’s Guitar Shop (1989) og Who Else! (1999). I dette årtusind har han markeret sig med blandt andet Jeff (2003) og den heftige og ganske anbefalelsesværdige Loud Hailer (2016) med den karismatiske sangerinde Rosie Bones i front.

Beck lod sidst høre fra sig med 18 (2022) indspillet i samarbejde med Hollywoods enfant terrible, Johnny Depp, der går lige så højt op i musikken som skuespillerkarrieren. De to guitarister gæstede i slutningen af juni 2022 Amager Bio, København og Værket i Randers hen over tre udsolgte aftener med delte meninger om resultatet.

Jeff Beck, der hyldede Gene Vincent and His Blue Caps og navnlig guitaristen Cliff Gallup på det forrygende og 50’er farvede rock’n’roll album Crazy Legs (1993) (med The Big Town Playboys), har optrådt og indspillet med et utal af navne siden slutningen af 60’erne indenfor yderst vidt forskellige genrer. Her nævnes i flæng Donovan, Stanley Clark, Rod Stewart, Tina Turner, Diana Ross, Mick Jagger, Buddy Guy, Kate Bush, Seal, Z.Z Top, Joe Cocker, Pretenders, Roger Waters, Ozzy Osbourne og selvfølgelig ved adskillige lejligheder med sin nære ven gennem knap 60 år, Eric Clapton.

Akkreditiverne er mange herunder seks Grammy Awards for Best Rock Instrumental Performance og top ti placeringer på de fleste lister over bedste guitarister gennem tiden. 2014 modtog Beck British Academy’s Ivor Novello Award for ‘Outstanding Contribution to British Music.’ Han er indlemmet i Rock and Roll Hall of Fame af to omgange: først som medlem af Yardbirds (1992) og som solo artist i 2009. Magasinet Rolling Stone har beskrevet Beck som ‘one of the most influential lead guitarists in rock’, og meget mere præcist kan det ikke siges.

Denne signatur oplevede Jeff Beck i DRs koncertsal juli 2018 på klos hold – manden havde flere trumfer ærmet end de fleste på sit instrument. Alderen så heller ikke ud til at trykke nævneværdigt hin sommeraften i hovedstaden. Lidt af en drøm gik i opfyldelse under dette års jazzfestival med Beck som det nok ubetinget største navne på plakaten.

Jeg har nemlig været svoren fan af guitarhelten med det altid kulsorte hår, den sustainholdige mættede tone, svimlende tekniske formåen og karakteristiske lyd siden teenageårene. Jeff Beck tæller ud over Gallup notabiliteter som Les Paul, The Shadows, Ravi Shankar, Roy Buchanan, Chet Atkins, Django Reinhardt, Steve Cropper og John McLaughlin med blandt sine største inspirationskilder. Mon ikke mindst lige så mange instrumentkolleger har Beck i deres top ti og fem? Æret være Geoffrey Arnold Becks minde – det bliver vanskeligt mere sublimt.

Pressefoto

Leave a Replay

Scroll to Top
Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.