Kasper Buch holder ved og bygger på  

”Ny single hylder både livet på landevejen og dem derhjemme”

Fotograf: PRESSEFOTO

Sønderjyske Kasper Buch er en artist, der virkelig er ved at finde sig selv. Efter et godkendt, men også lidt famlende pop/rock debutalbum i 2020, viste hans 2021 singler ”Point This Ship” og ”Searching For The Day” virkelig retningen og omridset af et menneske og en musiker, der var tæt på at ramme den helt rette balance og positionering på den danske musikscene.

Nu følger han op med den melodiske single ‘Holding On’ med tilhørende musikvideo, som hylder hans families stærke opbakning til Kaspers drøm om en musikkarriere. En drøm og en vej, der også har været vanskeliggjort af en psykisk sårbarhed, som han har været meget åben omkring, og nu har fået vendt til en styrke.

Han har således efterhånden rundet omkring 400 koncerter, siden hans debutkoncert i 2016, og han har senest haft overskud til også at være ambassadør for foreningen SIND.  

“Jeg har lært at man skal være stolt af de ting, som står os imod, for når vi overvinder dem, gør det os stærkere og mindre sårbare. Men det er også med til at definere os og gøre os til dem, vi er i dag”, siger han.

– Kasper Buch

På den nye single ‘Holding On’ tager han så lytteren helt med hjem i privaten til den familie, som støtter ham i tykt og tyndt.

 “De mange timer på landevejen efterlader selvfølgelig et savn og en længsel, når jeg træder ud af døren hver weekend for at spille koncerter”, siger han og fortsætter: “Den forståelse og opbakning, jeg får hjemmefra, er nok den største kærlighed man kan ønske sig, og min nye single er en hyldest til min kæreste og min lille datter, fordi de holder ved og elsker mig på trods af de mange timer, jeg er væk for at følge min drøm.”

Og også her i efteråret kalder landevejen naturligvis – for det er i mødet med publikum, at Kasper Buch får brændstoffet til at blive ved, og bevise, at musik er noget der samler, og kan være balsam for både hjerte, sjæl og sind.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.