Psykisk sårbarhed er også på dagsordenen i 2022

"Kasper Buch bliver ambassadør for angstforeningen i Danmark."

Fotograf: Privat foto (venligst udlånt af Kasper Buch)

Sidste efterår fik sanger og sangskriver Kasper Buch stor opmærksomhed, da han satte fokus på psykisk sårbarhed i forbindelse med udgivelse af singlen ”I’ll Walk You Through the Storm” som var båret af budskabet om at bryde tabuet omkring psykisk sårbarhed.

Nu indtager han her fra 1. januar en ny titel som Ambassadør for Angstforeningen i Danmark, der heldigvis som så mange andre bemærkede Kasper Buch’s hårde og målrettede arbejde omkring bekæmpelse af tabuerne omkring psykisk sårbarhed.

Og at foreningen næppe kan finde en ambassadør, der står meget mere på mål for en sag, er der næppe nogen tvivl om. Til SIDE 33 fortæller han således:

”Jeg synes man skal gå forrest når man har en “stemme”, som bliver set og hørt af mange. For mig er det ikke bare nok at stille sig op på en scene, det kan vi alle gøre. Men at have noget med sig, på hjertet, noget der kan gøre en forskel for andre, det betyder noget.

Komikeren Dan Andersen er i forvejen ambassadør for angstforeningen, og Mathilde Falch er det for SIND.  Jeg tror det vi alle tre har tilfælles er; Vi har alle smagt på livet og ønsker at give videre.

Det er personligt et emne som står mig meget nært, da jeg som tidligere fortalt, har døjet med angst i mine yngre år, som desværre kostede mig dyrt i form af uddannelsesplads, venner og bekendte.”

Vi bad ham udbyde hvad det betyder for ham at blive ambassadør, og han berettede videre:  

”Det forpligter at have en ‘stemme’, for med de mange tilskuere som følger, føler jeg et vist ansvar for at udnytte den stemme til noget konstruktivt. Engang var det fedt at stå på scenen og give publikum en musikalsk oplevelse, det er det stadigvæk uden tvivl, men hvis du ikke har noget på sinde eller hjertet, så forbliver du blot en kunstnerisk oplevelse for dit publikum.

Det at ‘bære’ på noget som andre måske også slås med indefra, har for mig gjort mig til den jeg er i dag. Det at kunne give videre og hjælpe andre gennem musikken, er en kæmpe gave som jeg nyder at dele ud af til mine koncerter.

Jeg får så meget igen fra folk, og har det bare kunne gøre en forskel for én person derude, så har det været det hele værd.

Så for mig betyder det, at jeg kan gå forrest mod et tabu, mod en flugt fra et emne som der politisk bliver nedprioriteret i høj grad.”

Men hvad indebærer titlen som ambassadør så reelt? – Kasper Buch forklarer:

”Man bliver jo et forbillede for rigtig mange mennesker, hvilket jeg uden tvivl har prøvet at gøre opmærksom på igennem min historie og sangskrivning. Instagram er jo altid ‘glad’ som man siger, men for hvert billede der ligges ud på de sociale medier generelt, skal man huske på at der gemmer sig et menneske bag enhver facade. Det har for mig været vigtigt at bevidne om, at det faktisk er okay at være ked af det, trist og ikke have det godt, mentalt, for det er faktisk helt normalt da det kaldes at være ‘menneske’.

Jeg siger ikke at vi skal råbe højt op omkring hvordan vi har det på sociale medier eller til alle og enhver, men det skal opfattes som at det er Okay at spørge ind til hinanden, uden vi får ondt i maven fordi vi bevæger ud på åbent hav. For hvis vi husker at tale og sætte ord på hvordan vi har det, så kunne det faktisk ske at du gik hen og hjalp en anden til at vide at han/hun ikke står alene med samme følelse.”

Pressefoto

Nyt album på vej – og udskudte koncerter

For Kasper Buch kommer 2022 selvfølgelig også til at gå med andre ting end at være ambassadør. I efteråret begyndte han at lave en del fortællerkoncerter for SIND rundt i landet, og det vil han stadigvæk gøre i løbet af 2022, hvor han bl.a skal forbi SIND i Esbjerg, Kolding og Ikast/Brande.

Derudover havde han annonceret en Vinter Tour i hele landet, men den er dog pt. er i gang med at blive udskudt og rykket rundt eftersom vi jo stadigvæk har restriktioner på kulturområdet.

Endelig er han i gang med at færdiggøre sit næste album, og han håber inden længe at kunne annoncere en dato for udgivelsen, og at få de sidste par numre indspillet.

Men indtil da kan man jo kigge tilbage på det han allerede har udgivet for der er bestemt andet end ”I’ll Walk You Through the Storm”, der er værd at give lidt opmærksomhed.  

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.