Det ærkedanske britpop band Mansfield debuterede i 2020 med albummet ”Star-Crossed lovers”, som modtog masser af anmelderros, herunder her hos SIDE 33, hvor vi med overskriften “Britisk lyd + dansk kvalitet = dynamisk debutalbum” indledte en anmeldelse, der affødte 4½ ud af 6 mulige ’Side 33 skiver’.
Siden er interessen for Mansfields iørefaldende og ligefremme britpop numre steget støt og roligt både i ind- og udland. Velfortjent.
Gruppen arbejder nu videre fra det gode udgangspunkt med den nye single ”Chasing after You”, hvor kærlighed og længsel favntages af sitrende og melodiske guitarklange, i jagten efter det ægte i en foranderlig verden. Det er lyden af et band, der vedkender sig sin inspiration fra Merseybeat-traditionen, men samtidig sætter sit personlige og nutidige præg på udtrykket.
Nummeret – der udkommer digitalt den 30. september – er skrevet i fællesskab af Mansfield, der udgøres af Mathias Havelund (guitar, vokal), Christian Stage (forsanger, guitar), Filip Gulløv (trommer, vokal) og Mathias Wedeken (bas).
I maj 2022 optrådte de på det legendariske spillested The Cavern Club i Liverpool, hvilket for alvor markerede bandets entré på den internationale scene. Publikums positive respons på især ”Chasing after You” var afgørende for valget af sangen, som første single fra bandets kommende EP ”Come Rain or Shine”, der udkommer d. 3/2 2023.
Det universelle tema om ugengældt kærlighed i ”Chasing after You” skildres dramatisk og symbolsk i singlens musikvideo, hvor skuespiller Amanda Hermansens karakter vender op og ned på virkeligheden.
”Chasing after You” er indspillet i Black Tornado Studios og er velproduceret af Morten Bue (Tindersticks, Mew, Ulige Numre, Kashmir).