Det fynske band Tom Bjerg – centreret omkring sanger og sangskriver Tom Bjerg – udsender den 03. februar 2023 deres længe ventede andet album, der har fået titlen ”Toner fra bunden”.
Bandet albumdebuterede tilbage i 2020 med ”Hurtigt ud/hurtigt hjem”, som vi her på siden tildelte FEM ’SIDE 33 skiver’, og i overskriften beskrev som ”Sydfynsk pop-rock med kant, karakter og livskvalitet”
Siden er Tom Bjerg som band kun vokset i deres dejlige og originale ‘take’ på moderne pop med blikket i det bakspejl, hvor silhuetter af navne som Gnags, TV2 og Rugsted/Kreutzfeldt anes.
I 2021 kom one-off singlen ”Sig hvad det er”, som et kærkomment mellemspil, og sidste år lagde de så fra land med hele tre appetitvækkende singler fra det kommende album. Først de to melodisk veldrevne ”Det Højeste Sted” og ”Godt Vi Tog Afsted”, og siden balladen ”Kys til din søndag”, der med Trine Lund Sørensen i den vokale forgrund for alvor cementeret sig som et bandkollektiv.
I dag – fredag d. 20. januar – udkommer så den fjerde og sidste single fra det kommende album, i form af nummeret ”Mod Strømmen”. Om det fortæller den sympatiske frontmand Tom Bjerg:
”Det evige “selvrealiseringsprojekt” går sjældent helt som man drømmer om! For nyligt talte jeg med en kammerat om det der med at få gjort det rigtige – eller det vigtige i sit liv. Om hvor svært det kan være at finde ud af hvad det overhovedet er. Og selv hvis man ved det, ender man ofte med at tage opvasken i stedet… overspringshandlinger er der nok af! Men måske er det faktisk også OK “bare” at drømme. Og fægte i blinde og prøve så godt man kan…”
Med endnu en varmt klingende og poetisk dybt ragende single lægger Tom Bjerg således op til at spille sig endnu tættere på toppen af poppen ved hjælp af ”Toner fra bunden”.
I præsentationen af albummet loves der, at det er spækket med sange, der legende og frit er flydt op til overfladen fra bandets musikalske drømme. Fuld af sange der er umiddelbare og ligetil, som man kender det fra tonerne fra det første album. Men der skulle være sneget sig nogle mere krævende og komplekse dimensioner ind, som pirrer og prikker til den nysgerrige lytter.
Tom Bjerg kan forbindelse med pladeudgivelsen opleves live den 03. februar på hjemmebanen Harders i Svendborg, den 4. februar på Walthers i Skanderborg og den 11. februar i Studenterhuset i København.