Det Ålborg baserede band Tundra udgiver i dag torsdag d. 9. februar digitalt sangene Bølgen og Parabol. Sangene er de første smagsprøver fra deres kommende dansksprogede album Alle er barn af nogen eller noget der udkommer digitalt den 23. februar 2023.
Tundra udsendte deres debutalbum i 2018, og modtog velbegrundet ros for et friskt, skævt og alternativt lydbillede, der både favnede det kraftfulde og alt skrøbeligheden.
Bandet var godt hjulpet på vej af, at de havde et par helt ekstraordinære esser i ærmet. I Sofie Trolde har de nemlig en frontfigur, som i den grad formår at komme ud af højtalerne og over scenekanten med en karismatisk personlighed og en både stor, glødende, stormfuld og sjælfuld stemme, der tåler sammenligning med kollegaer som Björk, Eivør og Annisette fra Savage Rose. Derudover har de i klang- og keyboard tryllekunstneren Nikolaj Svaneborg (Svaneborg/Kardyb) lidt af en juvel, der i den grad farver bandets helt originale bud på world-pop med sidespring til både rock og folk.
Siden Tundra udgav deres debutalbum har gruppen spillet en lang række koncerter på alt fra Reeberbahn Festival i Hamborg til SPOT, SmukFest, Nibe Festival, og på alternative venues som Thingbæk Kalkminer og Nordsø Oceanarium i Hirtshals. Denne skribent så dem i 2019 på Himmelstorm Festivalen, og kaldte deres koncert en åbenbaring.
Men de følgende år blev der noget stille omkring bandet. Men nu sker der heldigvis igen noget. De sidste to år har Tundra arbejdet på at færdiggøre deres andet studiealbum Alle er barn af nogen eller noget, der i modsætning til debutpladen er skrevet på dansk. Det musikalske udtryk er formet af akustiske instrumenter, der i samspil med analoge synthesizere og würlitzer, inviterer lytteren ind i et stemningsfuldt og intimt rum, hvor det legende og improvisatoriske møder sirlige, skarpskårne folkpop-kompositioner.
De to nye singler er dragende på hver deres måde, og kunne meget vel lyde som svaret på hvordan en akustisk udgave af et mash-up møde mellem Savage Rose og Sorten Muld ville tage sig ud.
Forholdet mellem afmagt og håb i en krise
De to nye singler og resten af det kommende album, er blevet til under corona-pandemien og i 2020 fik Tundra lov til at låne en stor kirke i Aalborg, der alligevel stod tom for at bruge den som øvelokale.
Tekstuniverset på det kommende album kredser om forholdet mellem afmagt og håb i en svær tid. Sofie Trolde, der synger og skriver teksterne i Tundra, befandt sig under arbejdet med albummet i en sorgproces fordi hun mistede en nær ven. Derudover oplevede hun en utilstrækkelighedsfølelse, idet hun i samme periode også blev mor til et barn, der den første måned af sit liv var alvorligt syg.
Den omverden hun befandt sig i var også i krise. Udover den allestedsnærværende klimakrise var der corona-pandemien, der i et snuptag forandrede alt, hvad vi troede vi kendte.
Netop loftshøjden i det kirkerum, hvor albummet er blevet til, og den lysende verden udenfor, kan høres i både musikken og i teksterne, hvor rastløsheden og afmagten kontinuerligt råber om kap med håbet. For selv når den personlige krise smelter sammen med samfundets kriser, så findes der midt i afmagten også et håb om en bedre fremtid.
Titlen på den ene single, Bølgen, peger ikke bare på, hvordan noget stort og udefrakommende kan virke truende og farligt, men også på, hvordan man kan blive ramt af en bølge af håb og kærlighed.
Tundra spiller release koncerter på Turkis i Aarhus torsdag d. 23. februar og på Studenterhuset i Aalborg d. 3. marts.