Walk and Talk med ISSE – Del 1

”Man kan hvad man vil”

Fotograf: Maria Fremming

Vi har skrevet om hende før, og der er gode grunde til at gøre det igen.

Hendes kunstnernavn er ISSE, hendes fødenavn Marie Louise Sandorf, gift Uth Jacobsen. Født den 21 december 1993. Hun anser sig selv som udadvendt introvert.

Selvom ISSE kom til verden på årets korteste dag, forstår hun at få noget ud af dagene. Drømme og mål bliver stille og roligt i hendes eget tempo realiseret. Allerede nu kan ISSE blandt andet skrive titler som jurist-sanger-musiker-pladeselskabsdirektør-tv vært-tilrettelægger-performer og mor på sit CV .  

Hun udgav sidste år hendes debutalbum ”Gør dit hjerte stolt” og julesinglen ”Alt jeg ønsker mig i år”. Året før havde hun udgivet EP’en ”En umulig drøm”.  Begge album er anmeldt her på siden, og de tegner billedet af en ambitiøs popartist, der i den grad formår at vælge og dosere blandt velkendte virkemidler i et iørefaldende og vedkommende lydbillede.  

Og helt umuligt har det nu ikke været, selvom det som selvstændig artist kan være umådelig svært at få mediemæssig ørenlyd og spillejob. Men hvor der er vilje (og talent) er der ofte vej.

Side 33 mødte Isse en sen eftermiddag i sommerlandet til en ‘Walk and Talk’, hvor jeg i løbet at vores samtale kunne mærke at Isse ud over at nyde rollen og tilværelsen som nybagt mor,  virkelig brænder for sin musik i håbet om at kunne komme til at leve af at være musiker. I øjeblikket lever Isse en ’kombi’ tilværelse, hvor hun skifter mellem at skrive og komponere musik, spille koncerter og være tv-vært på dk4-programmet “Den Juridiske Brevkasse”, samt løse diverse arbejdsopgaver som selvstændig jurist.

Isse er utrolig let at tale med, hun hviler i sig selv og bag hendes smukke ydre viser der sig en kvinde med stor empati til både sine fans, musikbranchen og de mennesker, der står hende nær, hvor hendes bærende kræfter kommer fra nogle ganske få ord…“Man kan hvad man vil!”

Interview

SIDE 33 – Hvordan får du tid til at fordybe dig i alle dine forskellige jobs, interesser og gøremål? Mange mennesker ville få åndeligt stress bare ved at høre om din energi, så hvad er hemmeligheden?

ISSE –

Jeg tror ikke, jeg altid er klar over, hvordan andre folk ser på mig udefra. Og jeg er nok typen, der altid føler, jeg ikke gør nok (eller gør det godt nok). Men jeg har siden jeg var lille altid haft mange forskellige interesser – jeg spillede både fodbold og håndbold, gik til skydning, sang i band og spillede teater og musicals, samtidig med jeg var glad for at gå i skole, lave lektier og passe de ting. Og den mentalitet har jeg nok taget med ind i voksenlivet, hvor jeg dog samtidig har skulle acceptere, at man ikke behøver (eller kan være) den bedste til det hele, når man gerne vil flere forskellige ting. Og man også må indskrænke antallet af interesser lidt.

Men i forhold til, hvordan jeg får tid til det hele. Jamen, det handler vel i bund og grund om prioriteter. Jeg har aldrig været den, der gik mest i byen eller ofte på café osv – også fordi jeg er ret introvert, når det kommer til stykket. Jeg plejer at kalde mig selv for “udadvendt introvert”. Jeg har altid haft let ved at snakke med mennesker, men jeg bruger rigtig meget energi på at være ude. Skal jeg lade op en fredag aften, så er det altså derhjemme med min familie, hjemmelavet mad og noget hyggeligt i TV. Og det betyder så også, at min tid “ude af huset” er utrolig prioriteret og oftest noget, der har med musik eller arbejde at gøre. Plus jeg er ikke god til at se flere afsnit i træk af en serie eller se TV i mange timer, så kommer jeg til at kede mig og vil hellere skrive en sang, ordne vasketøj, skrive mails ud til spillesteder og festivaler om booking eller andet praktisk. Så kedsomhed motiverer mig meget effektivt, hvis man kan sige det sådan.

SIDE 33 – Du har også i lang tid holdt en anden rolle hemmelig for dine fans og tilhængere, du er blevet mor, hvorfor var det vigtigt for dig at det skulle være så hemmeligt?

ISSE –

Jeg har for det første aldrig nogensinde tænkt, at en graviditet for mig var en offentlig ting, som andre end min familie og nærmeste skulle indvies i det meste af vejen. Jeg er meget ærlig og personlig i min sangskrivning og til mine koncerter, men jeg er samtidig også meget privat som menneske. Det er en fin og spinkel grænse, som man hele tiden balancerer.

Op til vi skulle giftes, delte vi f.eks. heller ikke datoen eller forberedelserne ud på sociale medier – det var privat. Men det er ikke en hemmelighed, at vi blev og er gift. Det var lidt samme princip omkring graviditeten – at det at jeg var gravid, og at vi ventede barn var en privat ting. Men det er ikke hemmeligt, at vi er blevet forældre. Derfor delte vi også på sociale medier, at vi var blevet forældre, fordi det er en stor og glædelig nyhed, men vi har bare ikke haft behov for at dele billeder eller detaljer omkring vores datter. Igen – vi føler, vi er ærlige og personlige ved at kunne fortælle, vi er blevet forældre, men resten er privat.

Jeg holdt dog decideret graviditeten skjult rigtig længe og formåede at skjule det til alle spillejobs og i jule musikvideo i forhold til sociale medier. Og det var simpelthen af frygt for ikke at blive booket til koncerter i 2023 og måske endda 2024. For et af de spørgsmål, jeg har fået oftest, når folk så fandt ud af, jeg var gravid var “Jamen, hvad så med din musikkarriere?”.

Og der kan jeg så fortælle, at man altså godt kan skrive sange, spille koncerter og udgive musik, selvom man er gravid – det er ikke en sygdom. Medmindre man selvfølgelig har det rigtig skidt i sin graviditet, men der kan både mænd som kvinder altså generelt blive ramt af sygdom – vi er ikke herre over alting.

Men det i sig selv at være gravid gør ikke, at man ikke længere kan de ting. Og jeg var ude at spille mit første job ca. 5 uger efter fødslen, og det gik også uden problemer. Min mand tog med og tog sig af vores datter backstage, og så ammede jeg inden koncerten og i pausen. Det kræver selvfølgelig meget mere planlægning end tidligere, og nogle gange må man tage et instrument mindre med i bilen for at have plads til barnevognen, men igen – det handler om prioriteter og en vilje og tro på, at man kan få det til at lade sig gøre. Og så en støttende partner, som har været indforstået med prioriteringerne fra start.

SIDE 33 –  En ny single er på vej. “Tidligt Forår” udkommer den  8. september, og er skrevet i den søde ventetid, hvordan kom den til dig ?

ISSE –

Jeg havde termin omkring 1. marts 2023, og havde i starten en fornemmelse af, at baby (vi kendte ikke kønnet, før hun kom ud), ville komme til verden i marts. Man har så mange spørgsmål, ønsker, håb, men også tvivl og manglende svar, når man venter barn, og ligegyldig hvor meget man prøver at forberede sig, ved man ikke rigtig noget om, hvordan det er at være forældre. Jeg ville skrive en “Velkommen til verden”-sang, som også skulle være ærlig omkring alt det, man ikke ved, og at nogle ting bliver permanent anderledes. Man går endeligt fra at være ung til at blive voksen. Så alle de tanker har jeg prøvet at proppe ind i en sang.

SIDE 33 – Ønsker du en dag at kunne leve af at være musiker eller er det helt perfekt at have en kombineret tilværelse ?

Jeg har helt klart et stort ønske om udelukkende at kunne leve af min egen musik, men de skal ikke være for alt i verden. Jeg vil ikke opgive, hvem jeg er som person, sanger og sangskriver. Og skulle jeg økonomisk blive nødt til at fortsætte en kombi tilværelse resten af livet, så gør det mig ikke mindre lykkelig. Mine drømme skal ikke være udslagsgivende for, om jeg i det daglige er tilpas og lykkelig. Opfyldelse af drømme giver selvfølgelig en glæde og tilfredsstillelse, men jeg er også nogens kone, nogens mor, har hus og dermed samlet et ansvar over for andre end bare mig selv. Derfor har jeg også prioriteret min tid og min egen musik frem for også at spille cover-musik i festbands, selvom det også har været mega sjovt, mens den tid var og givet en masse sceneerfaring. Men som selvstændig jurist sammen med musikken er min tilværelse bare meget mere fleksibel og generelt med bedre arbejdstider, som jeg i store træk selv kan styre.

SIDE 33 – Din mand Gabriel Jacobsen er også upcoming i musikbranchen, kan der være udfordringer forbundet med dette?

ISSE –

Min mand og jeg er aldrig konkurrenter (kun når vi spiller minigolf på ferier), men derimod er vi hinandens bedste venner og sparringspartnere. Vi kan være fuldstændig ærlige over for hinanden og direkte sige, hvis noget ikke er godt, fordi vi ved, vi vil det bedste for hinanden.

Vi laver forskellig musik – jeg dansksproget pop/rock og Gabriel engelsksproget rock – og vi er to meget forskellige individer, som har meget ens grundværdier. Vi lavede en udsolgt dobbeltkoncert på Rampelys i Silkeborg, som uden tvivl solgte hurtigt ud, fordi vi har hvert vores publikum, som samtidig også gerne vil lytte til den andens musik. Men folk kan sagtens skelne mellem, at vi er to selvstændige artister, som laver hver vores musik, hvilket har været vigtigt for os. Men samtidig ligger vores musik ikke i hver sin ende af musikspektret, så det kan sagtens kombineres i en dobbeltkoncert. Så jeg ser det virkelig kun som en fordel, at Gabriel også er i musikbranchen og kender til skiftende arbejdstider og det at være selvstændig. Især nu hvor vi har stiftet familie.

Vi prioriterer de samme ting og har en gensidig forståelse for de prioriteter, samtidig med at vores datter og os som familie er det absolut vigtigste for os begge. Jeg spillede jo sidste job inden fødslen en måneds tid før termin, lige inden jeg gik på barsel, og jeg spillede igen 5 uger efter fødslen. hvor Gabriel så tog med og var med vores datter backstage, og jeg kunne så amme inden, i pausen og efter. Og at holde gang i sin karriere som selvstændig musiker, især som kvinde og mor, kan kun lade sig gøre, fordi den anden part fuldt ud forstår ens drømme og ønsker. Og så er vi sammen som en familie i mange flere timer end de fleste, fordi vi oftest har søndag til torsdag sammen, inden nogen skal ud at spille. Og så spiller vi musik for vores datter sammen, som jo også er en rigtig hyggelig ting at kunne som familie.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.