Yes, Sir – der er da noget at råbe HURRA for

”Jes Holtsø markerer sin 65 års dag med ny stærk single fra Holtsø & Wittrock”

I dag den 30. december runder manden bag en af de mest markante danske roots- og bluesstemmer – Jes Holtsø – de 65 år. Han rustikke vokal har de sidste 11 år sat stærke aftryk og gjort indtryk på i alt fire Holtsø & Wittrock album. De to første med engelske tekster, de efterfølgende på dansk. Senest “Det altid NU!” fra 2018.

I starten af det nye år er de så klar med deres femte album, og her er de tilbage ved udgangspunktet – på engelsk. Musikalsk har der været en klar rød tråd i et traditionelt musikalsk afsæt – hvor kærligheden til blues, new Orleans, soul – og navne som Tom Waits, Dr. John, Joe Cocker – har været grundstene for egne sange, der heldigvis har fået sig et godt liv rundt på spillesteder i både Danmark, og vort naboland Tyskland, hvor Jes Holtsø stadig i visse kredse har kultstatus via sin gamle rolle som ”Børge” i Olsen-Banden filmene.

Dagens single ”Voodoo Time” er den fjerde single fra det kommende album, som der er release koncert for den 3. februar på Hotel Cecil. Som vanligt er Morten Wittrock med ind over som sangskriver – men denne gang i samarbejde med Marcus Winther-John – og de har i den grad skabt en atmosfærisk, dyb sumpet og røgfyldt blues, der nok skal skabe noget mystik og magi for folk med bare en snert af et blåt hjerte. Peter Marott er med som den fortryllende gæst på trompet, og Lei Moe & Lanni Moe modsvarer på smukkeste vis de dybe mandestemmer i et nummer, der bestemt prikker til nysgerrigheden for det kommende album, der får titlen “Blink Of An Eye”

Det nye album beskrives af parret, som en hyldest og en nænsom kærlighedserklæring til nuet og livet – sunget og spillet med dén nerve man kun finder ved “well seasoned” musikere – der hviler fuldstændigt i sig selv og musikken.

Skulle man have svært ved at holde ventetiden ud kan det i øvrigt anbefales at spole tiden tilbage til 9. april, hvor Morten Wittrock også var manden bag Lei Moe ‘s vellykkede comeback som soloartist. Det album er der vidst desværre mange, der overså i farten eller i lukkeland, og det er ærlig talt lidt synd. For det er mildt sagt godt håndværk og hjerteblod, der deles ud af – hvilket du kan læse nærmere om i anmeldelsen her på siden.

“Tilbage i front med blåtonet, sjælfuld og funky forløsning”

– overskrift i anmeldelse af LEI MOE “Lei Moe” – (5 ‘SIDE 33 skiver’)

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.