Nu nærmer vi os jo efterhånden den tid af året, hvor årets bedste dit, og årets bedste dat skal kåres.
Indenfor musikbranchen ofte mest af alt en lidt sjov leg, fordi der som bekendt ikke ligesom indenfor f.eks. sport, er helt de samme konkrete og sammenlignelige parametre, at dømme efter og vælge ud fra. Jeg tænker da ofte at en del af de afstemninger og kåringer egentligt godt kunne trænge til at der kom VAR indover, nu vi er omkring sporten!.
Fakta er at de fleste kåringer sker efter ret subjektive kriterier, mere end på de mere objektive. Så lad os også her på SIDE 33 spille med ud af den tangent.
Man kan selvfølgelig argumentere for at The Minds of 99 ubestridt må være landets bedste LIVE artist, når de kan sælge Parken ud tre dage i streg, og at næppe mange andre danske bands eller artister har kvalitet og format til at kunne rumme og ramme en så stor venue.
Men mindre kan gøre det, og der er så mange andre og noget mindre spillesteder, der skal fyldes med musikglade mennesker i alle aldre. Da The Minds of 99 først på året var tilbage på klubscenerne, fremstod de pludselig ikke kun mesterlige, og meldingerne gik på at det føltes som om der manglede noget, når det nu ’kun’ var band og musik, der skulle spille, uden hjælp fra et stort, effektfuldt og altid forsamlende show.
Så måske de i virkeligheden ikke er Danmarks bedste band i alle henseender?. Der er heldigvis mange andre, der byder sig til. Hos Side 33 har vi alene i år været til koncerter med omkring 80 forskellige danske artister, oplevet rundt om i landet på cirka 40 forskellige scener. Vi kan konstatere, at niveauet på den danske musikscene generelt er højt, uanset hvilke genrer du bevæger dig ind i og hvilket spillested eller festival du besøger. Passion og professionalisme er mest af alt to ord, der er de gennemgående kendetegn.
Men taler vi om hele pakken. Dem der skaber den unikke følelse af et band, der rækker ud efter mere end dem selv, og skaber ny energi til fællesskabet, så er det ikke til at komme udenom navne som f.eks. Hugorm, Zar Paulo, JJ Paulo, Guldimund, Nana Rashid & Little North og Prisma.
Men også et band som The Mukherjee Development kommer med noget, der er større end musikken, selvom den i sig selv er en sprudlende, intens og bærende kraft.
To album har bandet bag sig – senest ”Should I Dance For You” der ligesom debutalbummet fra 2021 hentede tæt på de maksimale ‘SIDE 33 skiver’ i vores anmeldelse.
Det kræver først og fremmest gode sange, og dem sørger forsanger Oscar Mukherjee for i sin grundform, og så udvikles de af det kreative og spirende fællesskab, hvor det vælter ud med både erfaring, nysgerrighed og lyst til at bygge og lege videre.
Når The Mukherjee Development – alias Mukherjee, Søren Poulsen, Henrik Poulsen, Søren Bigum og Jakob Holm – er samlet på en scene, så ligger der ganske vidst en planlagt sætliste, men resten kan blive formgivet og fuldendt i alle retninger.
Bandet spiller tydeligvis på feeling og dynamik – både den indbyrdes, og den der opstår i mødet og kontakten med publikum.
Det oplevede SIDE 33 i et tætpakket Råhuset i København sidste weekend, hvor 14 numre blev leveret med så meget overskud og indbyrdes spilleglæde, at man undervejs nåede at tænke; ’så kan det da vidst ikke blive meget bedre’. Ihvertfald ikke hvis man holder af en global cocktail med ret frie måleforhold mellem roots, rock, indie, world, country og singer/songwriter genrene. Præsenteret med et hele tiden bevægeligt udtryk, hvor f.eks. viben fra San Francisco i første del af sættet landede som et næstekærligt og varmt aftryk i form af den eviggrønne ”Wish I Were The Sun”. Den sang, der iøvrigt startede det hele for bandet tilbage i 2019. San Francisco’s mere syrede sider blev senere i sættet foldet ud i den psykedeliske og legende ”Say Goodbye”, efter at ”Navigator/Domesticator” havde bevist sig som en sang fra den skala, hvor den uden at rødme kunne kigge Jackson Browne direkte i øjnene. Det hele lukkede med en lang, eksplosiv og optændt jam version af den skæppeskønne og skævt charmerende ”Call it Fraud”, hvor værdien af Danmarks måske bedste rytmegruppe, og hele tre ‘A-holds guitarister’ samlet på en scene, i den grad blev understreget i helt overrumplende grad.
Sikke et punktum. Det kunne vel ikke matches, og så alligevel. For som ekstra nummer var mønten blevet vendt, og The Mukherjee Development trådte alle mand ned på gulvet blandt publikum, og gav en fortryllende 100% akustisk udgave af ”B to A” med plads til fællessang.
Det er sådanne kontraster og kvaliteter, der berettiger til at jeg herved helt officielt giver til kende, at det her band i min optik er et meget varmt bud på Danmarks pt bedste LIVE band. Du kan tjekke påstanden ud når de fortsætter deres igangværende tur. I dag er det fjerde stop ud af tolv her i 2023, når de sætter scene på Pavilllonen i Grenaa. I morgen er de på Dexter i Odense, og den 14. oktober i Sønderborghus.
