Mange fester er blevet aflyst de seneste par år, og nu er der kommet endnu en til samlingen. Ibens skulle nemlig i år have fejret 25-året for deres evergreen af et debutalbum, der i øvrigt blev udsendt på vinyl for førte gang i forbindelse med 20-års jubilæet i 2017. Et debutalbum, der allerede i udgivelsesåret, hvor de også optrådte på Roskilde Festival, rundede et flot salg på mere end 40.000 eksemplarer.

Bandet var dannet i 1993, og havde i 1996 udsendt en EP, der allerede der skabte radiofonisk opmærksomhed. Men alt imens starten var præget af medvind, har gruppens karriere siden været præget af vind i alle retninger, og bandet har da også flere gange før været opløst. Og nu det sket igen. I en pressemeddelelse fra deres pladeselskab oplyses det i dag, at bandet er gået i opløsning, idet forsanger og guitarist Carsten Lykke ønsker at fortsætte sit musikalske virke som solist.

Det var ellers ikke det der lå i luften da SIDE 33 mødte bandet backstage i efteråret 2020, i forbindelse med en nærmest eventyrlig god releasekoncert på Dexter i Odense for deres glimrende femte album “Cocio & beton”. Her virkede det i den grad som om de var et band, der måske ikke ligefrem var i fuld harmoni, men så i hvert fald et band, der nu endelig var i balance. Der blev ved den lejlighed rent faktisk luftet fremtidsplaner – og sågar også tanker om et nyt ’sølvbryllups-album’ i 2022. Men sådan skulle det altså ikke gå.

“Hvordan går det så med den opløsning, Carsten?”

Carsten Lykke har før udgivet albummet ”Selvoptaget” i 2003, og i 2015 udgav han under navnet StilleStøj et par EP’er sammen med Ibens trommeslageren Kristian Høeg. Et par numre fra de EP’er blev faktisk genindspillet og fik nyt liv i Ibens versioner på de efterfølgende comebackalbums ”carstenshenriskkristians” (2019) og ”Cocio & beton” (2020).

Bandet består udover Lykke og Høeg af Henrik Marstal – der udover at være en flittigt brugt debattør, særligt omkring musik, kønsroller, og feminisme – også er forfatter og aktiv musiker i andre projekter – f.eks. marstal:lidell , starchild #2, og ikke mindst Svenske Uniformer, som i modsætning til de andre nævnte projekter i sin lyd lå ganske tæt på Ibens, og sandelig også bragte et nyt nummer videre til Ibens regi i form af “Fucking tosomhed”.

De seneste to album satte under alle omstændigheder en tyk streg under at vi har at gøre med et band, der siden sin spæde start har bibeholdt sin helt egen lyd, men som samtidig på tekstfronten formåede at udvikle sig, så de nu lød som de voksne mænd, de nu engang er blevet siden 1997. Det var klædeligt – og med den stadig kært klagende klang, som stilsikkert fundament.

Selvom ”Cocio og beton” høstede lutter roser hos det danske anmelderkorps og fra deres loyal fanbase, så kom albummet jo desværre aldrig rigtigt til live pga den aktuelle COVID-19 pandemi. Om det har været med til at tage luften ud af fællesskabet Ibens skal være foreløbig usagt. SIDE 33 vil naturligvis forfølge at få nogle svar på det. Foreløbig bringer vi her uddrag af vores interview fra årsskiftet 2020/21 med de tre bandmedlemmer. Et interview, som hidtil kun har været præsenteret i et nyhedsbrev for medlemmer af ”Fællesskabet SIDE 33”, og et interview der blandt andet afslører en fælles kærlighed til Lars H.U.G, og som også rummer et tankevækkende svar fra Henrik Marstal, som måske alligevel afslører, at vi slet ikke skal være så overrasket over dagens ærgerlige udmelding.    

INTERVIEW med Ibens

SIDE 33 – Ibens virker til at være et band med en stærk musikalsk fasttømret identitet, der ikke lader sig påvirke meget af tidens trends og tendenser. Hvor meget betyder den kunstneriske integritet for dig/jer, og hvordan ser du hele udfordringen med at bevare sig selv, og sin personlighed overfor de altid styrende kommercielle kræfter i branchen – og vel også i forhold til et almindeligt ønske om at kunne leve nogenlunde stabilt af sin musik?

Henrik Marstal – ”Den kunstneriske integritet betyder alt for os og har altid gjort det. Først og fremmest spiller vi for vores egen skyld – deraf titlen på comeback-albummet fra 2019, ’carstenshenrikskristians’. Vores måde at bevare bandets personlighed på har hele tiden handlet om at gøre det, vi fandt mest rigtigt. Og så er vi vel alle tre med tiden selv blevet mere markante personligheder i forhold til dengang, vi brød igennem. Det har måske gjort det lettere for os at bevare os selv rent kunstnerisk, eftersom det er blevet tydeligere for os alle tre, at vi nu engang er dem, vi er, på godt og ondt.”

SIDE 33 – Kristian, du er udadtil den stille mand, der i Ibens lader trommeskinnet tale. Men bag kulisserne fornemmer man, at du måske alligevel har noget mere at sige, og en masse på hjerte. Hvordan ser du selv din rolle igennem de snart 25 år i Ibens, og hvis du sådan ser det hele lidt oppe fra og ikke bare bag fra trommerne – hvad føler du så er din væsentligste aktie og andel i at Ibens stadig er relevant for både jer selv som band, og for en masse trofaste fan og følgere?

Kristian Høeg – ”Det er sandt, at jeg er stor fan af at lade musikken tale for sig selv. Men vores band er for mig en form for blodbrødreskab. Vi er gennem de mange år sammen kommet tættere og tættere på en optimal arbejdsform og en optimal udnyttelse af kriser til noget positivt.”

“Jeg tror, at min rolle i starten af vores karriere var at holde sammen på stridighederne med en slags urokkelig tavshed, der ikke altid var lige let at opretholde. Og i dag, hvor jeg føler mig fornemt placeret i verdens bedste band, er der trådt en anden mere sund dynamik i karakter, for vores personligheder har aldrig haft bedre spillerum endnu, og det er jeg sikker på at alle, udover os selv, også kan fornemme.”

– Kristian Høeg

SIDE 33 – I Ibens er det normalt Carsten der skriver teksterne, og han er jo blandt andet manden bag ”Hvorfor bliver folk så sure på dig, Henrik?” Har du, Henrik, egentligt selv et bud på et svar til det? – og føler du at folk generelt evner at skelne imellem debattøren Henrik Marstal og musikeren/ forfatteren Henrik Marstal når de møder dig – og således ikke alt for ofte blander tingene/rollerne upassende sammen?

Henrik Marstal – ”Carsten skrev den tekst, fordi han fik lyst til det, og fordi vi alle tre kunne se ideen i det. Som debattør har jeg mødt utrolig megen sarkasme, og det blev på et tidspunkt udbredt på Facebook, at mænd – sjovt nok aldrig kvinder – ville “bevise”, hvor dårlig en debattør jeg var ved at linke til et nummer med ibens.

Så jeg ser nummeret som et direkte modsvar til det, og et godt et af slagsen. Heldigvis kan de fleste nu godt skelne mellem mig som musiker og debattør/forfatter, og her spiller det nok ind, at Ibens havde etableret sig i dansk musikliv længe før jeg begyndte at skrive i aviserne.”

SIDE 33 – HVIS du nu til jeres ”sølvbryllupsalbum” skulle skrive en sang om Carsten med en tilsvarende spørgende indgangsvinkel – hvad tænker du så arbejdstitlen på nummeret skulle være?

”Lige siden ibens’ allerspædeste tid sammen har Carsten brugt mange, mange timer på at overveje, om ibens skulle opløses. Derfor skulle mit bud på en sådan sang hedde:

“Hvordan går det så med den opløsning, Carsten?””

– Henrik Marstal

SIDE 33 – Carsten, du har udgivet et enkelt soloalbum – og var sådan set i gang med et nyt, da Ibens lidt ud af det blå blev vækket til live i 2017. Nogle af dine påtænkte solosange er endda nu endt i Ibens regi.

Er der overhovedet forskel på om en sang fødes som en Carsten Lykke sang eller en Ibens sang, og hvad er dine kriterier for hvornår du syntes at en sang er god nok til at komme i den pulje du præsenterer for de andre to?

Carsten Lykke – ”Det er et godt spørgsmål. Jeg har puttet en del sange i puljen, men i sidste omgang er det jo nok Kristian og Henrik, der afgør, om en sang så får lov til at blive ophævet til at være en ibens-sang. Og så handler det naturligvis om hvorvidt sangen passer ind til det album, vi er ved at skabe.”

SIDE 33 – Hvis du fik til opgave at skrive en form for moderne protestsang – hvad ville du så protestere imod?

Carsten Lykke – ”Det ville nok være en sang som om, hvordan vi behandler dyr i forhold til landbrug og kødspisning. Morrissey har jo ret i, at kød er mord.”

SIDE 33 – Hvad har (alt til trods) været den mest positive musikalske oplevelse for dig indenfor det sidste år?

Kristian Høeg – ”At vi satte speederen i bund, og troede på, at det var nu eller aldrig. Vi er på en særegen måde blevet antændt af en ild, der siger, at det er nu vi skal brænde. Ikke brænde ud, men brænde kontinuerligt lang tid endnu.”

“Det er en fantastisk fornemmelse at kunne skabe ny musik i den noget knugede tid, vi har været og er i.”

– Kristian Høeg

SIDE 33 – Hvornår er du sidst selv blevet godt og grundigt musikalsk nyforelsket – og i hvem?

Carsten Lykke – ”Det lyder måske lidt kedeligt, men jeg tror, at Slowdive’s comeback-album fra 2017 gjorde mig nyforelsket i bandet, men det gav mig også en fornyet lyst til at spille guitar og til at lave organisk musik.”

Henrik Marstal – ”Jeg er faldet pladask for det Dublinbaserede post punk-band Fontaines D.C., der har udgivet indtil videre to albums i 2019 og 2020. Det er mørkt, trøstesløst og kuet musik, men også rastløst, fandenivoldsk og meget dynamisk. Den kombination tænder mit musikalske sind. Og det har bekræftet mig i, at rockens udtryksformer er højrelevante også i dag.”

Kristian Høeg:  ”Jeg må sige, at jeg igen og igen er stor fan af Nick Cave, og hans tre seneste albums med The Bad Seeds er en åbenbaring af hele følelsespaletten på en minimalistisk underspillet og tilbageholdt måde, som kun han og bandet kan levere det. Det er mørk musik, der gør mig virkelig glad”

SIDE 33 – Hvis I skulle indspille en hyldest EP, hvor I fortolker nogle af de kunstnere, der har formet soundtracket til jeres eget liv – hvilke artister ville I så vælge – og (bare kort) hvorfor så lige dem?

Carsten Lykke: ”Lars H.U.G. er nok den danske kunstner, der har betydet mest for mig. Jeg mødte ham i den periode, hvor jeg fik lov at hænge ud med Hilmer Hassig, og det var på det tidspunkt, hvor han var størst, og koncerten i ’92 på Grøn Scene efter at DK havde vundet EM i fodbold var magisk. Jeg lytter stadig jævnligt til ’Kysser himlen farvel’ og får stadig lidt af den samme fornemmelse i maven, som da jeg hørte albummet første gang.

Det engelske band Slowdive må være mit andet valg. ’Souvlaki’ fra 1993 og ’Slowdive’ fra 2017 er begge blandt mine absolutte yndlingsalbums.

Henrik Marstal – ”Ja, en tribute-EP med fem sange af Lars H.U.G. ville være virkelig spændende at lave. Gerne så støjende som ibens nu kan være. Eller fem numre med Rocazino, hvis balancegang mellem det inderlige og det overfladiske stadig fascinerer mig.

Eller fem numre med mit store popidol Veronica Maggio fra Sverige, selvfølgelig oversat til dansk. Hun er kun begrænset kendt herhjemme, så folk ville jo tro, det var vores egne numre!”

Kristian Høeg – ”Ja, H.U.G. er klart en mand, der må på banen. Kliche var soundtracket til mine unge år, og derudover tænker jeg, at det uregerlige, friske Voxpop også er kandidat til en tur i ibens-maskinen. Og som et tredje indspark har Pearl Jam været det rockband, jeg har fulgt i længst tid, helt fra starten. De har nogle fantastiske punkmomenter og nogle lige så fantastiske store og inderlige ballader, som kunne være sjove at give et musikalsk ibens-skud på.”