Nyt dansk pop med ambitioner

”Isse og Heine gør det ingen vil, og lidt til”

Fotograf: PRESSEFOTO

Første gang vi skrev om ISSE var det under overskriften ”ISSE leverer dansk retropop med blik for nutiden”. Dette i forbindelse med hendes single ”En jeg aldrig selv vil være”, som senere var en del af EP’en ”En umulig drøm”. En EP vi blandt andet omtalte med følgende ord:

“Hendes klare røst rammer én med en indbydende og selvsikker kraft. Bedømt ud fra hendes anden EP ”En Umulig Drøm”, så er det næppe en umulig drøm, at hun inden ret længe kan banke på hos ”Toppen af poppen”, og rent faktisk blive lukket ind.

Nu er hun ved at være klar til at banke på med hendes kommende debutalbum, som udkommer 29. april 2022 digitalt og på CD. Fra den er der foreløbig udsendt tre lovende singler. Den seneste ”Ingen vil” viser nok engang, at Isse er en sanger og sangskriver, der leverer dansk pop i forfinet form og med relevant indhold.

”Jeg sad på sociale medier og blev så ked af, hvordan folk talte om og til hinanden i forbindelse med Corona-epidemien. Splittelsen mellem vaccinerede og ikke-vaccinerede var ekstrem og på sit højeste i slutningen af 2021, og så kom ideen til mig med at skrive en politisk neutral protestsang, som egentlig bare helt ungt og naivt handler om, at hvis alle var søde ved hinanden og ikke blandede sig i hinandens liv, så ville det hele se meget lysere ud”

– ISSE

“For vi drømmer alle om

At det bliver bedre

End nu”

Især vi danskere har ofte en idé om, at græsset er grønnere på den anden side, og vi drømmer altid om noget bedre, men kigger sjældent indad for at ændre tingene. Og den tankegang prøver ISSE netop at gøre op med i ”Ingen Vil”

“Ja, vi ved godt, hvad der skal til

Men ingen vil”

”Jeg prøvede virkelig at skrive en tekst, som er neutral og ikke skælder bestemte grupper eller partier ud, men derimod får os til at mærke efter en ekstra gang indvendig, om vi selv gør, hvad der skal til, for at det hele bliver bedre – og så må folk jo selv vurdere, hvad det er, der skal til”

– ISSE

Også sangeren og popsmeden Heine Mindstrup, der sidste år imponerende med singlen ”Det er ikke for sent” med ægte svensk stjernedrys i form af den tidligere ABBA guitarist Lasse Wellander er ude med en ny single, der bør kunne blive et stærkt visitkort til mange nye øregange.

Igen har han samarbejdet med en musiker fra øverste hylde. Denne gang fra den hjemlige lige i form af den alllestedsværende Ole Kibsgaard (Shu-bi-dua,  Kaya Bruel, Søs Fenger m.fl).

Det nye udspil “Verden drejer rundt” fra Heine er en iørefaldende og højaktuel sang om en udlængsel de fleste kender til, men de færreste taler højt om: den velkendte følelse af at være fanget i hverdagens trummerum, sidde bag rattet og ønske sig ud på eventyret. Drømmen om at leve drømmen ud er således hovedtemaet i Heine’s nye sang og udlængslen efter det han elsker mest – at komme ud og spille for ‘folket’ brænder igennem:

“Hver dag i et hamsterhjul gør mig næsten tom og hul,

scenerne kalder derude et sted”

Det veldrejede udspil, der rummer fine noter fra 70’ernes amerikanske og engelske soft-pop scene er produceret og arrangeret af omtalte Ole Kibsgaard, der foruden at være medkomponist også spiller alle instrumenter på nummeret.

Verden drejer rundt, alt til trods, og også på den danske pop scene er der altså artister, der kan og vil lidt mere end gennemsnittet.

Lyt selv og find frem til de to sympatiske artister ude i virkeligheden, hvor de befinder sig aller bedst på en live scene nær dig.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.