Nyt til ’JULEMUSIK 2021 – Den UHØRT bedste playliste’

”Ingen rigtig jul uden Sing Sing Sing, Ole & De Navnløse, Nikoline Steen Christensen eller Stjernevask"

Fotograf: Maria Fremming

For nogle dage siden præsenterede vi vores seneste åbne Spotify liste – ”Julemusik 2021 – Den UHØRT bedste juleplayliste”. Her sætter vi fokus på 45 af de bedste originale julesange, som aldrig eller sjældent finder vej til radio eller udvalgte streaming lister. Og det ikke fordi kvaliteten mangler skal vi ellers lige julehilse og sige! Er du nysgerrig på musik, som du ikke får serveret af mange andre, så følg listen – og naturligvis også gerne vores andre SIDE 33 playlister.

Problemet er sådan set bare, at der er langt mere end 45 oplagte gode bud til sådan en liste. Derfor har vi allerede skiftet lidt ud, og tilføjet er nu Ole & De Navnløse, som vi tidligere har omtalt her på siden med deres herlige og ‘Lou Reed på humørpiller’ agtige ”Cafe Halleluja” , samt Sing Sing Sing og deres eviggrønne og snefnugsmukke ”Only Once A Year” skrevet af Lonnie Kjer og Stefan Mørk med glimt og sød ironi i tekstuniverset.  En nummer hentet fra den stadig meget anbefalelsesværdige jule EP “Kind of Christmas”, der udkom i 2019.

Og igen må man spørge, hvordan beskrives den rigtige julestemning – og hvem er det lige der definerer den? Lige så traditionel og fastbundet den er for nogle, lige så afslappet og åbensindet er den for andre. Den røde tråd hedder for begge retninger vidst nok heldigvis næstekærlighed.

Måske også kærlighed til det tredje UHØRTE julenummer, der har sneget sig med på playlisten. Nikoline Steen Christensen – som nogle måske vil huske fra at være i finalen til dette års X-factor – er ude med julesinglen ”Rigtig jul”. En sang, der i den grad beviser, at hun rent faktisk har den slags stemme og personlighed, der her ude i virkeligheden må defineres som ægte X-faktor.  Det var der også en del der opdagede ,da hun her i efteråret agerede support til flere koncerter med Michael Falch.

På video er den udkommet i en ekstra nærværende akustisk version, der i endnu højere grad sætter en streg under et talent, som vi her på SIDE 33 ser frem til at følge på hendes videre vej.  

Stadig er der også andre UHØRT fuldfede julesange, der bare ikke lige blev plads til på denne playliste. Men uanset om man er til hvid eller sort jul bør man nu have noteret sig en Stjernevask på ønskesedlen. Bandet med det navn udgav i år albummet ”Skt. Stefan Sessions” – som vi anmeldte her på siden – under overskriften:

”Jordnært bud på fusion af salmer og rock – rummer stråleknus og stjernestunder”

Og den befriende skæve fornemmelse for den anderledes stemning viderefører de på bedste vis på deres nye julesingle ”Sort jul”, som der netop er udsendt en video til, som helt bestemt ikke kun er for sortseere!

Må vores 45 udvalgte numre være med til at sprede juleglæde på øregangene.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.