I 2010 gav Stephen Fearing sammen med sit band Blackie & The Rodeo Kings en af det års bedste koncerter på Roskilde Festivalen. En koncert han 10 år efter huskede med stor glæde, da SIDE 33 mødte ham ved hans seneste besøg her i landet.
Underligt nok har de dog ikke været inviteret her til landet siden. De er ellers lidt af et all-star band, vel det man i grove termer kan kalde Canadas svar på The Eagles. Tre stærke og markante sangere og sangskrivere – Colin Linden, Tom Wilson og Stephen Fearing – der også har hver deres solide karrierer kørende ved siden af.
Bandet udsender den 8. juli albummet “O Glory” den 8. July. Album nr. 11 fra den kant.
Som solist er Stephen Fearing en ægte storyteller, der blander americana og folk med en tydelig melodisk tæft – og så han ikke mindst en glimrende guitarist. Skal der findes en europæisk musikalsk reference til hvilket univers vi befinder os i, vil britiske Allan Taylor ikke været noget helt skidt bud at læne sig op af.
Hele 13 soloalbum er det blevet til for Stephen Fearing og samarbejder med så markante navne som Bruce Cockburn, Rosanne Cash, Richard Thompson, Nick Lowe, og Keb’ Mo. Det seneste album er det ganske anbefalelsesværdige “The Unconquerable Past” fra 2019.
Han var også i Danmark i starten af 2020, hvor han blandt andet gav en forrygende koncert i Hønsehuset i Rønnede. En koncert vi omtalte her på siden under overskriften “Henførende sange, hygge, og humør i Hønsehuset”. At tænke sig, at opleveren sanger, sangskriver og musiker af den karat i så intime rammer. Vildt. Men sandt. Og nu sker det sandelig igen.
Og endda igen i Hønsehuset (Møllegården) i Rønnede den 21. maj – og igen med M.C. Hansen ved sin side. Dagen før optræder de på Richter, Gladsaxe og den 22. maj er de så i Hedensted hos Musikforeningen Midti.
I forbindelse med hans ophold skal han også indspille nyt materiale sammen med det danske band The Sentimentals, der betragtes som et af Europas bedste support/backingbands. Udover M.C. Hansen på guitar, består bandet af Nikolaj Wolf på bas og Jacob Chano på trommer. De har tidligere været på Europatour med Stephen Fearing, og en ny tur er planlagt i 2023.
The Sentimentals har også været support for navne som Anthony Da Costa, Jonathan Byrd og Ana Egge.
Da Stephen Fearing var forbi her sidst fik SIDE 33 et interview med ham i forbindelse med koncerten i Rønnede. Det blev et lidt anderledes interview end planlagt.
Vores reporter Maria Fremming berettede:
”Det skulle egentligt havde været et interview i klassisk forstand, men det blev til så meget andet. Jeg prøvede at holde mig til min hjemmefra planlagte dagsorden, men valgte i stedet at lade momentet og samtalen vise vej. Så jeg fik i stedet en hyggelig snak med to musikere, der i den grad elsker at lave musik, de elsker at spille, og de gør det absolut ikke for pengenes skyld. Det er et venskab mellem to mennesker, der komplimenterer hinanden og har dyb respekt for hinanden, og evnen til at være i det samme musikalske rum uden forbehold. Sådan ser man dem. Sådan hører man dem.”
Det er i sådanne musikalske møder på tværs af grænser, at chancen for at magi kan opstå er større end gennemsnittet. Så er du i nærheden af Gladsaxe, Rønnede eller Hedensted i de kommende dage kan det kun anbefales at du tjekker de herrer ud.