What’s not to like? Forår i luften, havudsigt, lækker street food, kølige specialøl på fad og gratis kvalitetsmusik musik fra fire af tidens mest talentfulde artister og diverse DJs.
Sidste års succes gentages i de kommende dage fra torsdag d. 26. maj til søndag d. 29. maj på Refshaleøen i KBH. Foxy Festival – ikke at forveksle med den noget ældre FOX TAIL FOLK FESTIVAL – er Reffens årlige hyldest til mad og musik. Festivalen skal mærkes som et nyt rum og en ny scene for oplevelser, mangfoldighed og fællesskab i musikkens tegn. I år har fokus været på at hylde nogle af de lokale fremadstormende artister.
Hovednavnet torsdag er GENTS, der over tre album har leveret svævende soft-synth og cool cybercroon, så iørefaldende og dragende, at det har skabt behørig international opmærksomhed. I forsanger Niels Fejrskov Juhl har GENTS et af dens slags esser man ikke kan snyde sig til. Mørk, behagelig og hele tiden perfekt afbalanceret. I dagens anledning kunne man vel kalde ham en sand crooner på himmelfart.
Fredag er det energibundtet GOSS, der indtager hovedrollen, med den slags skiftevis inderlige og storslåede pop, der kræver en sanger, musiker og sangskriver på absolut højeste niveau. GOSS kan sætte hak ved det hele, efter to mere end overbevisende studiealbum. De album er absolut fuldfede, men LIVE er han mest af alt ’out of this normal world” – og tak for det.
Lørdag står et af det seneste års største stjerneskud i form af Melissa Inya. Hvorfor kan du læse om i vores anmeldelse af hendes første koncert med fuldt band tidligere på året. Sidste år udkom hendes første album lavet i tæt samarbejde med Abdullah S. En lovende start, med numre, der i den grad evner at vokse, når de bliver fremført live med band. Det er sjælfuldt, det er rhythm, det er blues, med et moderne touch, og et samlet udtryk, det kort sagt efterlader et UNIKT indtryk.
Søndag lukker festivalen med BETTE, der i år udsendte sit længe ventede og meget vellykkede debutalbum, fuld af den slags R&B, der både kigger i bakspejlet og ud af forruden. Ikke mindst takket være hendes danske tekster, der både rammer og indrammer tid og ånd.
Ved en af landets mest anerkendte prisuddelinger CARL PRISEN fik hun sidste år æren af at modtaget ekstra opmærksomhed, da filmkomponisten mv. Jacob Groth, som modtager af årets ærespris, skulle give de 30.000 kroner som fulgte med, videre til en person, som han mente fortjente et skulderklap på sin videre vej. Hans valg var faldet på Bette – “fordi hun har ‘noget’ i sine tekster,” og ikke mindst i hendes vokal, hvor hendes glød og tone for Groth vækkede minder om nogle af de helt store og markante amerikanske sangerinder, som f.eks. Toni Braxton og Minnie Reperton.
PS. Nu hvor vi fik nævnt Fox Tail Folk Festival. Den afholdes igen i år den 21. august, og også her er altid garanti for kvalitetsstemplet musik på programmet. Foreløbig er det forrygende svenske band Baskery offentliggjort som første navn. Bandet har de sidste mange år turneret verden rundt med deres musik og deres hele egen stil. Beskrivelsen på deres hjemmeside er rammende – ”Sounds like nothing else”. Americana, punk, rock – ja sågar blues og svensk folkesang i en fin blanding fra de tre søstre.