VIDEOPREMIERE med Henrik Johannessen & the Roots

"Musikken gror godt og rustikt på Farmen"

Den 25.11.2022 udgiver Henrik Johannessen & the Roots trioens første EP.

Navnet Henrik Johannessen er faste SIDE 33 læsere forhåbentligt stødt på i forbindelse med anmeldelsen af hans første meget anbefalelsesværdige roots orienterede solo album ”Farm Session” fra 2021.

Han besidder en af den slags fængende rustikke stemmer, som man har store chancer for at blive akut ramt af hvis man i forvejen holder af sangere som Chris Stapleton, Jason Isbell, John Moreland, John Kilzer etc.

Med på debutalbummet var guitarist Kevin Monie (Morten Christensen) og kontrabassist Peter Pelle, og ud af det opstod idéen om en ny akustisk baseret country-trio. Masser af akustiske strengeinstrumenter, en håndfuld velskrevne sange og en ombygget læderkuffert som stortromme, blev startskuddet på Henrik Johannessen & the Roots, der gerne vil udfordre opfattelsen af countrymusikkens til tider lidt for snævert definerede grænser.

Det vigtigste for den nye trio er at musikken får lov at leve, at samspillet er fedt og at instrumenterne lyder knaldgodt. Derfor er de i gode hænder når de indspiller hos The Farm Music i Odense, og har producer Peter Sund med om bord. Peter Sund stod f.eks. også bag det virkelig stærke og vellydende Jan Olsen album, der udkom tidligere på året.

Kvalitetsbevidst og autentisk produktion

”Peter er som os, fokuseret på instrumenternes ret til at komme til. Den akustiske guitar får lov at fylde det den skal i rummet, og får gerne en længere intro eller solo, hvis det er det, der lyder fedt. Det er vigtigere end om nummeret så lige har rette længde eller sound, for at blive et radiohit. For musikken må ikke blive for konstrueret. Den skal have autencitet” – Kevin Monie

”Vi synes selv vores musik henvender sig til alle countryfans, der sætter pris på et vis musikalsk niveau og akustisk originalmusik. Teksterne bevæger sig bredt. Men det er klart der er emner, som især folk på vores egen alder og opefter, lettere vil kunne relatere til. Ep’ens overordnede tema kunne være nostalgi. Det er en rejse til fortiden, refleksion over nutiden og håb for fremtiden. Det handler om at give slip på ting, man ikke kan bruge til noget. Og om at finde stedfæste i livet og værdsætte det man har”  – Peter Pelle

Den hvide midtvejsmand har stadig en stemme

Selvom den hvide middelaldrende heteroseksuelle mand, ikke står øverst på ret mange positivt ladet dagsordener i dag, mener de tre musikere, der alle har rundet de 40 år , stadig at have noget aktuelt på hjertet. For når man(d) står midt i livet og har prøvet lidt af hvert, er der rent faktisk stadig masser at berette om, og masser der er værd at støve af.    

Henrik Johannessen har blandt andet spillet gedigen rock med Mercy i 90’erne og har i mange år spillet med det stadig momentvise aktive John Mogensen coverband Den Danske Mafia, der byder på fest, fadøl, fællessang og masser af luftguitar. Men rodnettet rummer altså også en indgroet kærlighed til hele countrymusikkens svævende sjæl og alle dens afskygninger.

”Country er jo i virkeligheden en sammensætning af mange genre. Specielt i dag ser vi masser af eksempler på pop, rock og blueshits, der betegnes country.

For os handler musikken primært om, at de akustiske instrumenter får lov at komme til deres ret og om at vi får rødderne frem, så at sige. Vi kan godt lide at lade musikken tage os i den retning den gerne vil, og det ene udelukker ikke det andet. En melodi eller tekst kan være topmoderne, eller der kan snige sig en klassisk ballade ind. Ligesom genrene sagtens kan krydse veje”  – Henrik Johannessen

Festival i baghaven  

Første smagsprøve fra den digitale EP, der indeholder fire nyskrevne numre bliver ”Dreamer”, som vi her kan præsentere i en videopremiere. Et nummer, der I tekst og tone afspejler, at trioen med rette bør kunne drømme om en fortsat øget opmærksomhed fra et endnu større publikum, når de næste år vender tilbage på landevejen.

For selvom man ikke er født i USA kan man godt drømme stort – og vække dele af drømmene til live i det små.

Henrik Johannessen er også en af folkene bag Farm Festvial, der blev afholdt første gang i år i et charmerende amerikansk bjælkehus i hjembyen Ullerslev. En endagsfestival med en kapacitet på 150 publikummer og masser af rodfyldte musikalske oplevelser. På Farmen er den håndspillede musik i fuld fokus sammen med de nærværende og unikke oplevelser for musikelskere i alle aldre.

Til næste år hvor festivalen afvikles den 03. juni er første navn offentliggjort – og det er intet mindre end den prisvindende sanger og sangskriver Lasse Storm, der i denne skribents optik har udgivet et af 2022’s absolut mest mindeværdige album.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.