Sidste år havde vi et par omtaler af sangeren og sangskriveren Stine Klingsten, der i tæt samarbejde med produceren Thomas Fleron og Troels Skjærbæk i 2020 udsendte sine tre første singler i eget navn. Numre, der i den grad begyndte at tegne billedet af en modnet og stadig blomstrende artist med meget mere på hjerte.
I 2021 er det blevet til yderligere to singler, så nu er der i alt fem STINE KLINGSTEN stadig varme singler ude. Samlet set er der grund til at sende en stor HIGH FIVE afsted i den anledning, og en venlig anmodning om at det hele udfoldes i et fuldlængde debutalbum i 2022. Musikalsk er hun stadig søgende – sådan cirka indenfor de rammer man også møder hos gode relaterede artister som f.eks. Mathilde Falch, Katinka og Signe Svendsen. Det fornemmes, at det for Stine Klingsten er langt vigtigere at ramme de rigtige stemninger og byde ind med noget lgte og ærlig musikalitet med kant, fremfor at skulle tilpasse sig i en forudbestemt genre klassificering – folk-pop f.eks. Respekt for det!
Seneste single ”DAGE” udkom den 19. november, og om den skriver Stine Klingsten selv:
”Sangen er en hyldest til dem som løfter os, når vi har mistet en vi holder af og livet bliver for tungt. Når dagene går videre selvom vi ville ønske, at tiden ville stoppe og vi kunne hive himlen og stjernerne ned, og se dem igen. Til minde om min elskede mor og til dem som vi har mistet, men som vi aldrig giver slip på i vores hjerter”.
En hård sang at tage ind for denne skribent i en tid, hvor min egen ellers så aktive musik- og livsglade mor i sidste uge akut blev indlagt kritisk syg (stafylokok infektion i hjertet/blodpropper i hjernen) – og stadig, mens dette skrives, ligger ukontaktbar i kritisk og kompliceret tilstand.
Derfor skal jeg indrømme at jeg i skrivende stund sidder med tårer trillende ned ad kinderne, mens jeg prøver at kommer mig over dette så smukke og rammende nummer, og det utroligt stærke omkvæd fra sangen.
Men for filan. Musik er jo nu engang formidling af følelser og derfor en velkommen brugsgenstand i alle livets facetter og faser. Og det er jo præcis det, som musik kan når den er BEDST. Ramme én, så man kan mærke at man stadig lever, og at der altid er noget at kæmpe for – tro på – håbe på – leve for – leve med.
Trods den tunge tematik i teksten, afspejler nummerets melodiøsitet lyset, mens den yndefulde cello mærkes som de blide strøg af håb, og de lette basrytmer og trommebeats er den puls, der kan veksles til ny energi. En ny energi man så kan bruge til at nyde at vi har et så fantastisk udvalg af talentmasse på den danske musikscene i disse år. Det vender vi naturligvis tilbage til her på SIDE 33.
”Dage” har heldigvis i tilgift fået en flot video som billedside – produceret af Malthe Dahl Bennedsen.
BONUSINFO
Nu vi er omkring den spirende danske musikscene, så skal det da nævnes at Thomas Fleron og Troels Skjærbæk har gang i deres eget nye projekt under navnet FLERON. De har under det navn i år digitalt udsendt et par singler, der med en luftig og britisk inspireret lyd, i den grad også rummer det, der føles som nærende lys på sorte dage. Dem anbefaler vi også varmt at der holdes øre med!