VILD MED MUSIKVIDEO – side 7

”Claudia Campagnol – ’Confused’ – WAUW for en ’funky flig’ fra hendes kommende andet album”

Fotograf: PRESSEFOTO

Sanger, sangskriver og multi-instrumentalist Claudia Campagnol er uden tvivl et ganske unikt musikalsk talent med en bred crossover-appeal og et stort internationalt potentiale.

Hun er født i Budapest, Ungarn (1987), vokset op i Malmö, hvor hun blev uddannet fra Musikhögskolan, der hører under Lunds Universitet, og hun har efterhånden boet en del år i København.

Som kun 4-årig begyndte hun at synge og spille klaver, og hun skrev sin første sang, da hun var 12. Hun skulle dog blive 32-år før hun i 2019 udsendte sit debutalbum ”I’m Strong”.

Et album vi her på siden gav hele fem ’SIDE 33 skiver’ i en anmeldelse, hvor vi blandt andet skrev:

”Som med det meste af andet langtidsholdbart åbner albummet sig over tid.  Det skyldes ikke mindst de mange lag og musikalsk omfavnende variationer i musikken. Det vil derfor ikke yde albummet retfærdighed blot at placere det under ”vokal-jazz”.

Men at Claudia Campagnol synger for fedt, er der nu ingen tvivl om. Hun har en varmblodig og legesyg vokal – fuld af sjæl, dynamik og delikatesse – og bruger den kløgtigt som indgangsnøglen til at præsentere musik, der ifølge de udførlige covernoter – i den grad er hendes helt eget soundtrack til et langt liv med musik.”

Albummet blev nomineret til Danish Music Awards Jazz 2019 i to kategorier: ‘Årets Vokalalbum’ og ‘Årets Nye Navn’ og har fået pænt med international opmærksomhed.

Skilsmisse, dansk humor og nye musikalske retninger

Siden er der dog sket en del. I sommeren 2020 blev hun skilt fra jazztrommeslageren Niclas Campagnol efter ni års ægteskab, og året efter deltog hun i dansk melodi grand prix med nummeret ”Abracadabra”. I 2021 viste hun sig også fra sin mere humoristiske side, da hun deltog i DR’s serie ”Danmark griner” med en ny udgave af ”En kort en lang” – omskrevet til ”En kort en lang, en podningssang”.

Samtidig har hun også været en fast del bandet Stig Skovlind & Kaffeorkestret – på keys og vokal.  

Derudover er det blevet til yderligere 3 nye singler, som generelt viser en ny og mindre jazz orienteret retning for Claudia Campagnol. Gennem længere tid har hun haft lyst til at prøve kræfter med andre genrer og træde ud af sin hidtidige musikalske comfort zone og flirte mere med et soul/r&b/pop crossover univers.

Det lyder som en god ide, hvilket også den helt nye single ”Confused” til fulde bekræfter.  En ’funky sag’, der handler om at møde den uforudsete kærlighed, serveret med en vokal, der både er ekstremt powerful, men samtidig varm og soulet. Man fornemmer, at det er en sang, en ‘groovy kind of love’, der i den grad har skulle synges ud, og som samtidig fået de rette helt musikalske klæder, at gøre det i. Tænk en ‘fresh up’ af amerikansk West Coast musik fra 80’erne, Earth Wind & Fire, Bill Champlin og Michael Ruff, så er stemningen ligesom sat.

En stemning der sættes af et hold musikere fra absolut øverste hylde; El-guitar: Søren Reiff, El-bas: Andreas Hatholt, Trommer: Jacob Hatholt, Percussion: Eliel Lazo, Blæsere: Michael Millfield Mølhede.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.