DO IT YOURSELF begrebet har fået sig endnu en ny gradbøjning takket være Joram Johan Paulo aka JJ Paulo.
Trods et utal af tilbud fra anerkendte pladeselskaber og managers gør han fortsat alt selv – med god hjælp fra et stærkt netværk af familie og venner.
Den universitetsuddannede musiker arbejder efter et overordnet mål – han vil være kongen af afrobeat. Han kommer hele tiden tættere på målet. Via hårdt og målrettet arbejde, og et uomtvistelig talent – både som musiker, performer, entertainer, og arrangør.
Han har i dag udsendt sin tredje EP – ”Joram” – der handler om rejsen til det sted han står i dag, hvor han her den 28. og 29. oktober står på scenen til tæt på udsolgte koncerter på Store VEGA i KBH og dagen efter på Train i Århus. Begge naturligvis arrangeret af ham selv.
En ret enestående bedrift på den danske musikscene. Men var man som SIDE 33 til stede ved hans koncert i Lille Vega sidste år, eller på Roskilde Festival i år, så ved man at der er et fullblown håndspillet, levende, og dansabelt show med fuldfed afrobeat i verdensklasse i udsigt.
Sidste år lavede vi et stort interview med JJ Paulo, hvor han gav nogle stærke og personlige svar – og læser man det her et år efter – fornemmer man virkelig tegningen af et menneske, der både kan og vil gøre en forskel, konstant bevæger sig fremad, samtidig med at han husker at se sig tilbage, og næstekærligt hilser på dem han møder på sin videre vej.
Om albummet ”JORAM”, der er skrevet, mixet, og indspillet af JJ Paulo i hans soveværelse på Nørrebro udtaler han;
“JORAM” er dedikeret til Joram på 12 år som havde det svært i Silkeborg hvor hans mørke hudfarve gjorde han ofte følte sig anderledes. Drillerierne resulterede i at Joram ofte ønskede han kunne være hvid ligesom alle andre. Mørke rollemodeller måtte han kigge længe efter og de få gange mørke blev omtalt i medierne, var det altid forbundet med noget negativt.
Her 16 år senere er jeg idag blevet den rolle model jeg hungrede sådan efter da jeg var 12 år gammel. Min musik er min kultur og min hudfarve er mit krydderi der gør at den ret jeg servere på scenen altid har en fantastisk smag af afrikansk kultur. Mit budskab med denne EP er – ” Tro på dig selv, vær modig og kom hellere galt afsted end slet ikke afsted”.
Et budskab han allerede omtalte i vores nævnte interview, og som han i den grad har efterlevet. Nu har han optrådt på Roskilde Festival, hvor han beviste at det ikke bør være urealistisk at se ham og hans fantastiske band på Orange Scene indenfor de kommende år, og i denne måned var det så et ‘velkommen på forsiden’ hos GAFFA. Jo, tak der bygges op. Vi kan herfra kun anbefale at følge med. JJ Paulo er en dejlig solstrålehistorie i en mørk tid, og den historie har med garanti mange flere bevægende kapitler.
På JORAM finder man nummeret ”Just Do It”, der på under 2 minutter sætter så stærke rytmiske spor i mit sind, at det med garanti vil være JJ Paulo, som jeg tænker på når jeg fremover ser mottoet ”Just Do It”, og ikke NIKE. Jeg er ret sikker på at det et nummer der for alvor kan foldes ud live, så der bliver ekstra brug for at lige at opgradere på danseskoene inden næste koncert.
JJ Paulo udsendte tidligere på året singlen “My Year”. Når vi snart gør 2022 op kan der vidst ikke være meget tvivl om at det udsagn i den grad havde indhold! Respekt for verdensmanden med begge ben på dansk jord.