Årets konge af blues – Mike Andersen

”Mike Andersen, Lasse Storm, Rasmus Vinther fik priserne ved årets DMA Blues”

Fotograf: Sven Levandowsky

Onsdag aften blev de tre eftertragtede DMA-statuetter og en ildsjælpris til DMA Blues uddelt ved årets helt store blues-fest på et stopfyldt Ridehuset i Randers.

Vært MC Hansen og husbandet bestående af Nisse Thorbjørn, Sahra da Silva, Anne Kirstine Winkler, Tove Sørensen, Rune Højmark og Jesper Bo Hansen med gæsterne Thorbjørn Riasager og Miriam Mandipira gav ifølge øjenvidner en sand opvisning i hvordan bluesmusikkens mange lag kan foldes ud, og hægtes på forskellige kroge til relaterbare genre.

Foto: Frank Nielsen

Blues er jo ikke bare en genre. Det er en sjælfuld følelse, der ofte bedst kan forløses via musik, og til tider via lidt andre veje og nuancer end blå. Ganske godt set af arrangørerne bag – Tempi, ROSA og JazzDanmark.

Bluesmusikken har nemlig ikke brug for kassetænkning. Bluesmusikken har brug for at blive bredt ud til folket. For om du ung, gammel, rød, blå, sort, hvid, skæv, lige, høj, lav, så har du nu nok ‘the blues’ bare engang imellem.   

Foto: Frank Nielsen

Årets album og livenavn

”Årets Danske Bluesudgivelse 2022” gik til Mike Andersen for udgivelsen ”Raise Your Hand”. Et album vi her på siden tildelte 5 ud af 6 mulige ’SIDE 33-skiver’.

Han fik også ”Blues Liveprisen 2022”, hvilket der også kun kan nikkes anerkendende til, for han er om nogle en spillemand og en arbejdshest, der giver sig 100% om det er som solist, i duo, med sit band eller i andre sammenhænge – og det både i ind- og i udland.

Foto: Sven Levandowsky

Han var der ikke selv til at modtage priserne, da han nærmest naturligvis var optaget af et par travle koncertdage, men han har efterfølgende udtalt sig via sine sociale medier. Vi bringer her et uddrag.

‘ÅRETS DANSKE BLUESUDGIVELSE’

Bluesmusikken er mit fundament. Jeg ELSKER den. Men som musiker og menneske forløses jeg bedst når jeg lader mig inspirere af alt hvad der rører mig – og lader det flyde frit.

Derfor gør det mig glad at være med i denne kategori

Og ikke mindst tak til alle jer, der har taget så godt imod dette album. Det betyder meget for os!

Tillykke til alle nominerede. Det var stærke felter at være med i.

Også stor tak til min familie for tålmodighed og opbakning til mit skøre sigøjnerliv!

– Mike Andersen

‘LIVEPRISEN’

Jeg har altid set mig selv som en ‘spillemand’, så en livepris varmer virkelig mit hjerte.

Først og fremmest tak til de mennesker der kommer og ser koncerterne! I løbet af Corona nedlukningerne, gik det for alvor op for mig, hvor stor og vital en del af mit liv det er, at spille og synge for et publikum.

Det gik op for mig at jeg bliver skør af ikke at gøre det.

– Mike Andersen
Foto: Frank Nielsen – I Mike Andersens fravær modtag radiovært mv. Jesper Nyborg prisen for Mike Andersen

Pris på talent og ildsjæle

Ud over disse to hovedpriser uddeltes talentprisen ”Ud af de blå”. Den gik til Lasse Storm, som fik prisen overrakt af sidste års vinder Oscar Mukherjee, der i år helt velfortjent var nomineret for årets album med sit nye band The Mukherjee Development.

I indstillingen siges det bl.a.: Lasse Storm har det sidste års tid gjort sig bemærket med en række blåtonede udgivelser, der lyrisk såvel som musikalsk har bidraget til at holde bluespræget musik i live på flere af de helt brede danske radio-, live- og streamingplatforme.

Debutalbummet “Holmegårdsvej og andre historier” bød på en traditionsfornyende blanding af roots, folk, blues, indie og urban pop, der bl.a høstede en sangskriver-pris, anmelderroser, radiorotationer, playliste-adds og debuterede som “ugens album” på P4″.

Vi kan igen kun bakke op omkring valget, og har da også blandt om Lasse Storm skrevet:

”Den flabede ligefremhed og lyriske tæft er en del af Lasses kunstneriske DNA. Han skriver med ’blæk og blod’ og synger som gjaldt det selve eksistensen”.

Iøvrigt også et album som opnåede fem ud af de 6 mulige ’SIDE 33 skiver’ .

“Det kom sgu bag på mig. Jeg har haft bluesen i hjertet fra mine fars gamle lp’er hele mit liv. Men ligefrem selv at vinde en blues award havde jeg ærligt talt aldrig rigtigt regnet med. Tusind tak til Rosa, Jazzdanmark og Tempi for anerkendelsen.

At modtage prisen i et så skarpt felt af nominerede gør kun anerkendelsen endnu større. Jeg synes, det er skidevigtigt, at der findes de her organisationer af ildsjæle, der holder liv i de ældre genrer og musikalske traditioner, som vi alle sammen er formet af, men som mere og mere bliver overset i en mere og mere opskruet og digitaliseret forbrugskultur.

 Hvis ikke det var for dem, ville vi måske alle sammen stå og have glemt, hvordan vi spiller mundharmonika og guitar til lyden af vores hjertes kvaler, når jorden siger stop, strømmen går og internettet bryder sammen. TAK”

– Lasse Storm
Foto: Frank Nielsen

Den hæderkronede Ildsjælsprisen ”Årets Hoochie Coochie Man 2022” gik til Rasmus Vinther, daglig leder af Mojo Blues Bar i København. Igennem snart 30 år har han fungeret som booker, og sørget for blåt lys og lyd over hovedstaden uanset vejr, vind og årstid.

Corona pandemien var hård ved spillestedet, men med ukuelig fightervilje og opbakning fra personalet, og en trofast skare af gæster lykkedes det mod alle odds af komme igennem. Det var næppe sket med en anden m/k ved roret, for som det hedder i begrundelsen for prisen:

”Det kræver en helt speciel ildsjæl at dedikere sit liv til at drive Danmarks ENESTE blues-bar, og eneste blues-bar i Norden med live musik hver dag”.

Tillykke de alle vinderne og de øvrige nominerede. Et imponerede nivieau.

Lad der også fremover være lidt blåt blod til alle, uanset hvilken vej vi kommer fra.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.